Landsholdsstjernen Troelsgaard afviser topklubber og bliver i Sverige

Sanne Troelsgaard er brandvarm for den svenske topklub Rosengård. Det har tiltrukket bejlere fra europæiske topklubber, men angriberen har valgt at forlænge med Malmø-klubben.

Sanne Troelsgaard tager et år mere i Rosengård FC trods tilbud fra andre udenlandske klubber. (Foto: © 50090 Johan Nilsson/TT, Scanpix)

Det er er ikke gået ubemærket hen, at den danske landsholdsangriber har været brandvarm foran målet for sin svenske topklub FC Rosengård. Og det har betydet, at danskeren har skulle forholde sig til en del interessante kontrakt-tilbud.

Alligevel er danskeren end med at forlænge sin kontrakt i Rosengård med endnu et år. Og det er efter seriøse overvejelser fra landsholdsprofilens side.

- Jeg har haft nogle tilbud, men lige nu er jeg godt tilfreds i det svenske. Det vigtigste for mig er, at jeg præsterer, og de spillere, vi har omkring holdet, gør mig gode. At jeg forhåbentlig får spilletid det næste år, det gør mig glad, siger Sanne Troelsgaard til DR.

- Jeg kan lide klubben og menneskerne omkring. Vi har fået ny træner for fire måneder siden, og jeg er rigtig glad for ham og hans spillesystem. Det giver mig en frihed til at kunne udvikle mig som spiller, og de daglige træninger er på et højt niveau.

VM i horisonten

Beslutningen om at blive i Malmø har i høj grad også noget med landsholdet at gøre. Troelsgaard og kvindelandsholdet jagter en plads ved næste sommers VM-slutrunde, og hvis man skal med der, skal man spille fast.

- Hvis jeg forhåbentlig skal med til et VM næste sommer, så skal jeg være i en klub, hvor jeg spiller. Lige nu har jeg det godt i Sverige, jeg spiller, og det er vigtigt, at jeg føler mig tryg, mens jeg kan præstere, siger Sanne Troelsgaard, der ikke er fristet af en tilværelse som bænkevarmer i en storklub, selvom lønnen måske er bedre.

- Jeg vil ikke sætte mig i en klub, hvor jeg ikke får spilletid. Hvis jeg spiller, er jeg landsholdsaktuelt, men det er svært uden spilletid at fastholde sin plads på landsholdet, siger hun.

Sanne Troelsgaard og det danske kvindelandshold er efter skrivebordsnederlaget til Sverige under konflikten tvunget til at vinde de resterende kampe i VM-kvalifikationen.

Derfor venter et spændende og vigtigt opgør fredag, når Danmark på udebane møder Ukraine. Den kamp kan du se direkte på DR1 fra klokken 17.45.