Landsholdet nedspiller Nadim-udmelding: 'Det er et uddebatteret tema'

Kort inden den afgørende kamp mod Ukraine er landsholdspilleren Nadia Nadim ude med en hård kritik af Spillerforeningen

Spillerne tog en snak med landstræneren i går aftes. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Landsholdet har løst de uenigheder, der skulle være opstået i kølvandet på Nadia Nadims hårde kritik af Spillerforeningen.

Det fortæller en kortfattet Pernille Harder til DR Sporten.

- Vi tog en snak, og jeg synes, vi har fået det afklaret internt på holdet, så nu er der fokus på det sportslige, siger landsholdsanføreren.

Kritikken kom på et uheldigt tidspunkt, nemlig lige før den afgørende VM-kvalifikationskamp mod Ukraine fredag aften, og skabte derfor uro i landsholdslejren.

Men landstræner Lars Søndergaard nedtoner problemerne.

- Spillerne kom til mig, og vi har taget en snak om det i går. Det er der ikke noget dramatisk ved. Der er selvfølgelig divergerende meningerne, men vi fik en god snak.

- Den der konflikt skal være overstået. Der kan ikke ændres noget ved det, og vi ser fremad nu. Det er et uddebatteret tema i truppen op til den her kamp, siger han.

Herrelandsholdet tager afstand fra kritik

Kritikken fra Nadia Nadim kommer i et interview med Politiken og bliver uddybet i hendes nye bog.

Hun beskylder blandt andet Spillerforeningens direktør, Mads Øland, for at behandle kvindelandsholdet som kaglende høns i forbindelse med den konflikt, der var mellem spillerne og DBU.

Anfører Pernille Harder var sammen med herrelandsholdet Simon Kjær og Christian Eriksen hurtigt ude og tage afstand fra kritikken og vise deres støtte til Spillerforeningen.

Nu handler det dog om at spille sig til VM, fortæller Landstræner Lars Søndergaard.

- Det er det altoverskyggende fokus, vi har uanset forskellige meninger, siger han.

Danmark møder fredag Ukraine i Lviv. Kampen kan ses på DR1 fra klokken 17.45.