VM-slutrunden er forbi for Danmarks vedkommende.
Mandag blev det til nederlag mod Australien i ottendedelsfinalen, og derfor må landsholdet vende snuden hjemad efter fire VM-kampe, som bød på to sejre og to nederlag.
Selvom den danske VM-deltagelse blev kortere end håbet, så kan der ifølge DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminovic drages flere positive konklusioner end negative.
- Danmark kan tage rigtig meget med fra den her VM-slutrunde. De kommer videre fra gruppen, som var den første målsætning, og spiller så en knockoutkamp mod værtsnationen foran 75.000 tilskuere. Det skaber et fundament og giver en erfaring, de kan tage med, siger Arnela Muminovic.
Særligt bagtil er der god grund til at smile. For selvom australierne fik scoret to gange mandag, så har det danske forsvar vist sig stabilt ved VM, hvor der blev lukket tre mål ind i fire kampe. Når det gælder angrebsspillet, stivner smilet en smule.
- De har et fundament, især defensivt, som de kan bygge videre på. Der er nogle offensive ting, der skal arbejdes på, men der er rigtig meget positivt ved det her danske landshold, siger Arnela Muminovic.
Ifølge fodboldkommentatoren var det netop skarpheden i offensiven, der blev afgørende i mandagens kamp mod de australske værter.
- Danmark spillede fantastisk i de første 30 minutter. Det var de bedste minutter ved VM-slutrunden for Danmark. De skabte de store chancer, men de scorede ikke på dem, siger Arnela Muminovic.
- Australien havde ét skud på mål i første halvleg, som de scorer på, og så blev det en anden kamp.
Ny æra om kort tid
Trods VM-nedturen og manglende scoringer mod Australien, vurderer Arnela Muminovic landsholdets udsigter som gode, og at byggestenene er der, til når landsholdet tager hul på en ny æra med en ny landstræner.
For Australien-kampen blev Lars Søndergaards sidste på sidelinjen for Danmark. Han erstattes nu af svenske Andrée Jeglertz, som allerede om halvanden måned får landstrænerdebut for Danmark, når Tyskland kommer på besøg i den første af i alt seks vigtige Nations League-gruppekampe.
- I Nations League kæmper man altså om OL-billetter til næste år, så der er nok at spille om, forklarer Arnela Muminovic.
- Andrée Jeglertz skal prøve at skabe sit eget hold. Det bliver spændende at se, hvad han kommer til at gøre med det her landshold. Det er ikke mange dage, han har at arbejde med, siger hun.
Danmarks første Nations League-kampe mod henholdsvis Tyskland og Wales spilles den 22. og 26. september.