Det blev til tre sikre point for kvindelandsholdet, da Moldova blev besejret med 5-0 i EM-kvalifikationskampen i Chisinau. Gruppens bundhold var dog så dårlig en modstander, at ingen danskere – trods storsejren – får topkarakter af vores kommentatorer Henrik Liniger og Arnela Muminovic.
Stina Lykke – 4
En målvogter uden redninger – fordi Moldova ikke havde nogen skud på mål. En stort set fejlfri indsats på det lidt hun havde at lave, men karakteren kan ikke blive højere, når hun reelt var arbejdsløs.
Line Røddik – 10
Fremragende offensiv indsats af forsvareren, hvis venstreben sørgede for et væld af flotte diagonalafleveringer, kronet med det fornemme oplæg til 4-0 målet.
Janni Arnth – 7
Stabilt arbejde, sikker i indgrebene, men leverede ikke noget ekstraordinært i en kamp, hvor hun stort set ikke blev udfordret.
Simone Boye – 7
Tilbragte det meste af tiden på modstanderens banehalvdel, selv om hun egentlig er forsvarer. Mange gode ting, men det trækker ned, at hun med sin hovedstødsstyrke ikke kom til afslutninger på det hav af hjørnespark, Danmark fik.
Julie Trustrup – 7
Oprydderen på den danske midtbane passede sine pligter som bolderobrer, men leverede ikke meget offensivt. Dog tæt på første landskampsmål med et flot langskud.
Theresa Nielsen – 4
Tilbød sig konstant og kom frem til et hav af indlæg, men de manglede oftest adresse. Dog klart en godkendt indsats.
Katrine Veje – 7
God første halvleg, hvor hun var en vigtig del af det danske totalpres og hvor indlæggene havde god kvalitet. Faldt lidt i niveau i 2. halvleg inden hun blev udskiftet.
Sanne Troelsgaard – 4
Stod svagest i billedet i en ellers stærk dansk første halvleg. Kom slet ikke frem til de chancer, hun plejer, men var god i nærkampene. Skiftet ud i starten af anden halvleg.
Pernille Harder – 10
Scorerede et flot hattrick, og det ville normalt give et 12-tal, men en række brændte chancer tæller ned mod en svag modstander. Dog endnu en fornem kamp af den danske anfører.
Johanna Rasmussen – 7
Indledte kampen helt suverænt, hvor hun stod bag rigtig meget i den danske offensiv. Forsvandt dog senere ud af billedet.
Nadia Nadim – 10
Flot kamp af Nadim, som havde taget masser af spilleglæde med fra sin succes i den amerikanske liga. To fine mål, men der var chancer til mange flere.
Nanna Christiansen – 4
Topscoreren i 3F-ligaen fik næsten en halvleg, men ikke meget lykkedes for hende i en kamp, hvor der ellers var gode muligheder for offensivspillerne.
Frederikke Thøgersen – 4
Fik en halv time på banen uden at markere sig voldsomt.
Line S. Jensen -
Uden bedømmelse på grund af kort spilletid.