Kvindelandsholdets kamp mod Sverige på fredag er officielt aflyst. Det meldte det europæiske fodboldforbund, Uefa, torsdag ud. Nu risikerer Dansk Boldspil-Union, DBU, og dansk kvindefodbold en straf, men afgørelsen kommer næppe før tirsdag, hvor Danmark næste kvalifikationskamp er programlagt.
Det siger Jim Stjerne Hansen, der sidder i Uefas disciplinærkomité. Stjerne Hansen har tidligere været generalsekretær i DBU i mere end 25 år, og er altså i dag ansat i Uefa.
- Man må forvente, at der åbnes en disciplinærsag, når det i morgen står klart, at Danmark ikke mødte op til den kamp. Så vil Uefas apparat gå i gang, og så vil der blive åbnet en sag på dén kamp. Så må man se, hvad der sker i relation til tirsdag. Der kan så blive åbnet en anden sag.
- Der kommer ikke nogen afgørelse i den første sag inden tirsdag. Det skal man absolut ikke forvente, siger Jim Stjerne Hansen til DR.
Det er Uefas disciplinærudvalg, der skal åbne sagen mod Danmark. Ikke at forveksle med Stjerne Hansens disciplinærkomité.
Aflysningen af fredagens kamp kommer som følge af en forhandlingskonflikt mellem DBU og Spillerforeningen, der repræsenterer kvindelandsholdets spillere. Parterne har ikke kunnet blive enige om en ny aftale, hvilket har fået spillerne til at udeblive fra landsholdssamlingen.