De tanker, der handler om overlap, spil mellem kæderne, ja det vi bare kan kalde taktik, får Lars Søndergaard ikke lov at have ret længe for sig selv. Han bliver udspurgt. Opkrævet et svar af sine nye spillere.
Manden med det meriterende CV, der indtil for nylig kun talte trænerjobs for herrehold, er med ansættelsen som landstræner for kvindelandsholdet kommet på et hårdere arbejde med at forklare sine taktiske tanker, end han har været før.
- Spillerne er meget seriøse. De er taktisk dygtige og går meget op i det, og de vil gerne snakke om det – måske mere end mændene. De vil gerne snakke taktik, så det er måske den største forskel, siger Lars Søndergaard.
Den 58-årige jyde er i disse dage i Portugal, hvor landsholdet deltager i Algarve Cup.
Danskerne spillede uafgjort i sin første kamp mod Island, mens det blev til et nederlag i revanchen fra EM-finalen mod Holland, som besejrede danskerne med 3-2.
Danskerne har i vanlig stil forsøgt at spille meget direkte – en spillestil, som Søndergaard har bibeholdt – men til gengæld har formationen været anderledes end tidligere. Opstillingen 3-4-3 er for eksempel blevet prøvet af.
Det samme er Søndergaards kommunikative evner, når taktikken har skullet overføres fra tanke til tegnebræt.
- Vi som trænere bliver tit lidt nørdede om, hvordan vi skal stå i forskellige faser, og dér er det ikke en negativ ting, at de gerne vil vide mere om det. Det stiller nogle større krav til mig om at være godt forberedt, når jeg møder ind til taktikmøderne.
Kommet ind i velfungerende maskine
Søndergaard har overtaget et mandskab, der blev nummer to ved EM-slutrunden i Holland. Dengang hed træneren Nils Nilsen, men bare tre uger efter det flotte slutrunderesultat besluttede han højst overraskende at trække sig som landstræner.
Siden ragede spillerne og DBU uklar med hinanden og flere måneders konflikt blev en realitet. Først i november nåede parterne til enighed om en ny aftale, men i den mellemværende periode var en VM-kvalifikationskamp mod Sverige endt med at blive aflyst, og danskerne blev siden taberdømt 3-0.
Ser man bort fra netop det resultat har det danske landshold spillemæssigt dog taget de gode takter fra EM-slutrunden med sig. Holdet vandt 6-1 over Ungarn, mens Kroatien er blevet besejret 4-0.
Og Lars Søndergaard har som ny træner oplevet landsholdet som en velsmurt maskine, der har været forholdsvis simpel at sætte i sit eget gear.
- Man skal ikke underkende, at det er godt at komme ind i noget, som er velfungerende. Presset er større på mig, fordi resultaterne har været gode.
- Det stiller nogle større krav til mig, men det hører også med til gamet, og det er også det, vi godt kan lide som trænere, for så er det jo, fordi det har gået godt. Og så kunne det jo være med nogle små ændringer, at det kunne gå bedre, siger Søndergaard.
Landsholdet spiller i dag sin tredje kamp ved Algarve Cup, når holdet møder Japan.