Til sommer går det løs med endnu en EM-slutrunde, denne gang for de danske fodboldkvinder i Schweiz.
Men inden vi når så langt, skal formaliteterne på plads.
Danmark mangler stadig at kende sine modstandere i det indledede gruppespil, men det bliver afgjort mandag aften, når der skal trækkes små bolde op af en skål, hvor danskerne ligger i næstbedste seedningslag.
Sidst der var EM-lodtrækning lå Danmark i tredje lag, og selvom det måske lyder som en opgradering at rykke en tand op, kan lodtrækningen blive lige så problematisk som i 2022, mener DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.
- Dengang endte vi med en skrækpulje med Tyskland og Spanien. Problemet denne gang er, at tredje lag er så stærkt, at man sagtens kan komme i samme situation, siger han.
DR Sportens kommentatorduo Henrik Liniger og Arnela Muminovic har hver givet deres bud på drømme- og skrækscenariet for lodtrækningen i aften. Se dem herunder:
Favorit til at gå videre
Der er ikke den store uenighed om, hvem Henrik Liniger og Arnela Muminovic ser som de bedste modstandere at trække i hvert seedningslag.
Ikke overraskende ser de to helst, at danskerne slipper for Tyskland og Spaniens stjerner denne gang.
- Der er jo forskel på at trække Tyskland eller Spanien fra første seedningslag og værtsnationen Schweiz, som alt andet lige er et hold, Danmark kan spille op med, siger Liniger.
Han fremhæver Belgien som ønskemodstanderen i tredje lag og mener, at Danmark bør kunne slå de fleste hold i nederste lag.
- Det skal de kunne for at gå videre, men jeg vil foretrække, at de trækker Wales, der i mine øjne ser ud til at være det svageste hold og også er debutanter ved EM.
Skrækscenariet
I mareridtspuljen er der uenighed om, hvilket hold fra fjerde lag, danskerne helst skal undgå.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at Spaniens verdensmestre vil være en regulær skrækmodstander, og det mærkede landsholdskvinderne også i årets EM-kvalifikation, hvor det to gange blev spansk sejr.
Danmark har også haft det svært med Holland, og i de seneste fem interne kampe er det blevet til fem nederlag, senest 1-2-nederlaget i slutningen af oktober.
- Hvis det bliver tilfældet, skal Danmark i hver fald slå enten Holland eller Spanien for at gå videre, siger Henrik Liniger.
Fra det fjerde lag frygter han mest Portugal, selv om Arnela Muminocvic peger på Finland.
- De har en spillestil, der kan gøre ondt på Danmark, også selv om de ikke er seedet så højt, siger Henrik Liniger.
Håber på én stærk modstander
Det scenarie, Henrik Liniger håber mest på, ligger dog midt mellem de to ovenstående.
- Jeg tænker, at der er en skræk- og en ønskepulje, og så lander vi nok et sted, midt i mellem.
- Jeg håber, at Danmark kommer til at være sammen med én stærk modstander. Så må vi se, om Danmark kan sætte sig på andenpladsen.
Han fremhæver desuden Norge, som en interessant modstander fra tredje lag.
- Norsk kvindefodbold er på vej frem igen efter nogle svære år, og jeg vil stadig mene, at Danmark har gode muligheder. Det er et stykke tid siden, at man har mødt Norge i en betydende kamp, så på den måde kunne det være sjovt.
Lodtrækningen til EM bliver afholdt klokken 18 i Schweiz. Du kan følge den i app'en DR Nyheder.