Det danske kvindelandshold spillede sig til et folkeligt gennembrud og en sølvmedalje ved EM i Holland i sommer. For en af de danske profiler blev slutrunden dog også lig med en lang og hård pause fra fodbolden.
Midtbanespilleren Line S. Jensen måtte udgå i semifinalen mod Østrig efter et vrid i knæet, der senere viste sig at være et overrevet korsbånd.
Det betød ikke bare et farvel til deltagelse i EM-finalen mod Holland, men også et farvel til livet som professionel i udlandet.
- Det var et træls tidspunkt, det skete på. Jeg synes selv, jeg havde en god EM-slutrunde og var klar til at vende tilbage til USA og spille for fulde drøn og så se, hvad der skulle ske derefter, da min kontrakt udløb efter sæsonen, siger Line S. Jensen.
- Jeg stod i stedet i en gråzone, hvor jeg ikke vidste, hvad der skulle ske. Jeg havde pludselig ikke noget sted, hvor jeg hørte til og skulle komme hver dag. Det har været svært.
Den 26-årige midtbanespiller vendte efter EM-slutrunden tilbage til sin amerikanske klub Washington Spirit, der trods den alvorlige knæskade gerne ville forlænge samarbejdet med Line S. Jensen.
- Jeg fik et valg. Jeg kunne blive opereret her eller i USA. Valgte jeg at blive opereret i USA, så skulle vi se på min fremtid i klubben. Klubben tilbød mig en 2-årig kontrakt, men så skulle jeg blive i USA efter operationen i al genoptræningen, siger Line S. Jensen, der var taknemmelig for tilbuddet, men samtidigt kunne se en lidt for ensom skadesperiode i USA for sig.
- Det var rigtig fint, men jeg kunne mærke, jeg havde brug for at være tæt på min kæreste og familie i den situation. Et år i USA uden at skulle spille fodbold, det synes jeg var lang tid.
Drømmen om VM
På sit gamle værelse hos forældrene drømmer Line S. Jensen nu om et hurtigt comeback. Genoptræningen går efter planen og fredag begiver hun sig ud på den første løbetur efter skaden.
- Jeg er så heldig, at jeg har nogle dejlige forældre, som jeg har fået lov til at bo hos. Jeg bor inde på det gamle værelse. Jeg har været sygemeldt og har jeg været i gang med at søge job her efter nytår. Planen er, at jeg skal arbejde som sygeplejerske, indtil jeg kan begynde at spille fodbold igen, siger Line S. Jensen.
- Jeg har ikke nogen klub lige nu. Når man er skadet, så kan man ikke være så kræsen, så jeg drømmer bare om at få et tilbud og finde en ny klub. Jeg har et rigtig dårligt udgangspunkt, når jeg har været langtidsskadet, så lige nu handler det bare om at finde en klub og få spillet. Det er min prioritet, siger midtbanespilleren, der godt tør tænke stort, når hun bliver bedt om at opstille sit drømmescenarie for 2018.
- Så kommer jeg rigtig, rigtig hurtigt tilbage fra min knæskade. Også gerne før tid. Og inden da skulle jeg være blevet tilknyttet en klub og det kunne være fedt, hvis det var en klub i udlandet. Så kunne jeg blive klar til kvalifikationen med landsholdet, så jeg kunne se frem til et VM næste år, siger Line S. Jensen, der dog også er realistisk.
Vejen tilbage kan blive lang for den danske EM-helt.
- Det gav så meget at være i udlandet. Både personligt og som spiller. Men jeg starter gerne i en dansk klub, så jeg kan spille mig tilbage på mit gamle niveau.