Den gamle traver i fodboldverdenen om at tage det en dag ad gangen lever i bedste velgående.
Det gælder også på det danske kvindelandshold.
Det handler naturligvis om at gøre, hvad man kan i det daglige i klubben, og når chancen byder sig på landsholdet, for at få en af pladserne i landstræner Andrée Jeglertz' EM-trup til sommer.
Men efter mere end halvandet år i landsholdskulden har hun heller ikke tænkt sig at efterlade landstræneren med nogen som helst tvivl om, hvor hun står.
- Jeg har fortalt trænerteamet, at jeg vildt gerne vil med. Så kan det godt være, at min rolle bliver som indskifter, starter, eller at jeg slet ingen spilletid får. Jeg accepterer min rolle lige meget hvad. Det handler bare om at stille sig frem og stå ved det, siger hun.
PSV-forsvaren har to slutrunder, EM i 2022 og VM i 2023, på cv'et, men i sidstnævnte blev hun efterudtaget på grund af en skade, og på tværs af de to slutrunder er det kun blevet til en enkelt kamp.
Alligevel har slutrunderne givet erfaring og mod på mere, hvilket også er grunden til, at hun har valgt en anden til gang til at blive udtaget.
- De andre gange har jeg været mere tilbageholdende og ikke meldt ud, at det er det, jeg gerne vil. Nu er jeg blevet lidt ældre, jeg har prøvet nogle forskellige ting. Nu har jeg sagt det højt, og der er ingen grund til at gå og gemme sig, siger hun.
28-årige Thrige har dog stadig den gamle fodboldkliché om at tage det hele én dag ad gangen i hovedet, når Danmark i aften møder Island i en træningskamp.
Den første mulighed for at vise sig frem i rødt-hvidt siden en testkamp mod Frankrig i begyndelsen af 2023.
- Det er selvfølgelig rart at være med og få chancen for at vise sig frem. EM ligger selvfølgelig i baghovedet, men det er heller ikke fordi, der står EM over det hele. Jeg tager det i små bidder.
Danmarks kamp mod Island begynder klokken 18, og kampen kan følges på DR2, DRTV eller i Liga på P4.