Ekspert: DBU og Spillerforeningen er som hund og kat

Dagens mulige aflysning fra DBU er kulminationen på en lang række konflikter, mener sportschef.

DBU og Spillerforeningen har en lang og konfliktfyldt historie, når det handler om at lave nye aftaler om spillere og sponsorater. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Med meddelelsen om en mulig aflysning af fredagens landskamp har forholdet mellem DBU og Spillerforeningen nået et nyt lavpunkt.

Men konflikten omkring det danske kvindelandshold er blot én i rækken af tvister, der nu har fået de to parter til helt at opgive samarbejdet.

Det mener Morten Crone Sejersbøl, der er sportschef for BT.

- Det er som hunden og katten, der i mange år har skændtes om spørgsmål, som de formentlig aldrig nogensinde bliver enige om, siger han.

Mange års konflikter i bagagen

Især de seneste tre års konflikter har gravet dybe grøfter mellem de to parter, fortæller Morten Crone Sejersbøl.

I 2014 var en kneben aftale omkring herrelandsholdet tæt på at aflyse to venskabskampe mod USA og Frankrig.

Og i 2015 var to europæiske kampe tæt på at ryge i vasken, da en konflikt mellem klubberne i divisionsforeningen og Spillerforeningen spidsede til.

Senest er parterne igen røget i totterne på hinanden over en strid om løn- og arbejdsforhold for det danske kvindelandshold i fodbold.

- Det er så den nuværende konflikt, hvor vi allerede har set én aflysning af en træningskamp og én aflysning af en VM-kvalifikationskamp, siger Morten Crone Sejersbøl og fortsætter:

- Man kan se, at det er en konflikt, der hele tiden bliver optrappet og nu har ramt et stadie, som er værre end på noget andet tidligere tidspunkt, siger han.

Læs om flere af konflikterne her:

Kan tage pusten fra kvindefodbolden

Det var ellers begyndt at gå det danske kvindelandshold rigtig godt. I august vandt holdet en sølvmedalje ved EM, hvor 1.500.000 seere så med.

Med den seneste konflikt risikerer at tage pusten fra den popularitet, som kvinderne på det seneste har opbygget, mener Morten Crone Sejersbøl.

- For mit eget medie BT's vedkommende, kan jeg sige, at vi ikke kommer til at dække et kvindelandshold, der ikke deltager i VM-kvalifikationen, siger han.

Konflikten omkring kvindelandsholdet risikerer derfor ifølge ham at koste kvindefodbolden både nye potentielle medlemmer og vigtige sponsorkroner.

Og dét undrer BT's sportchef, da det i hans optik hverken gavner DBU eller Spillerforeningen, at det går dårligt for kvindefodbolden.

- Jeg forstår godt, at man kan være uvenner og uenige. Men jeg forstår ikke, at man ikke arbejder sammen om langsigtede løsninger, siger Morten Crone Sejersbøl.