Det er ikke en katastrofe, men 'et godt træningsmiljø' bliver ikke ved med at gå for dansk stortalent

Igen i denne sæson er det ikke blevet til meget spilletid for Kathrine Kühl i engelske Arsenal.

Kathrine Kühl har spillet fire minutter for Arsenals førstehold i denne sæson. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)

'Safespace' må være det rigtige ord at bruge om landsholdslejren, hvor 21-årige Kathrine Kühl er tjekket ind efter et efterår, der ret hurtigt er blevet både trist og gråt i midtbanespillerens engelske klub Arsenal.

Bare to sejre i sæsonens første fem kampe er det blevet til, for klubben, der ikke er blevet dårligere end nummer tre i de sidste ti år. I starten af måneden smed træneren Jonas Eidevall endda sin opsigelse på bordet. Siden har assistenten haft tøjlerne.

- Vi har haft det svært som hold og klub i de første par kampe. Nogle gange skal der ske nogle ændringer og det kom som et lille chok, siger Kathrine Kühl om den svenske træners afsked.

- Jeg tror hurtigt presset bliver lagt over på træneren, men det er også vigtigt, at vi som spillere tager del i det, for det er os, der løber rundt inde på banen. Det skal vi ændre fra nu af, siger Kathrine Kühl.

Høfligt af den unge midtbanespiller. For sandheden er også, at hun efter returen fra lejeopholdet i Everton i foråret, har spillet lige præcis fire minutter i denne sæson. De kom i Champions League-kvalifikationen, hvor Arsenal sad rimelig fornuftigt i førersædet med 6-0 mod skotske Rangers.

Hør hvad Kathrine Kühl siger til situationen i Arsenal i klippet herunder:

Med andre ord har hun ikke haft stor indflydelse på efterårets resultater.

- Det ønsker man jo aldrig som spiller. Som alle andre vil jeg jo gerne starte inde i hver weekend. Men lige nu må jeg bare gøre hvad jeg kan til træning og kunne se mig selv i øjnene, når jeg kommer hjem, siger Kathrine Kühl.

Ikke en katastrofe - endnu

For et års tid siden var situationen nogenlunde den samme for 'Årets Kvindelige Talent' i både 2021 og 2023. Små sporadiskke indhop, der fra januar i år blev vekslet til et lejeophold i Everton og godt med spilletid.

Dengang, for et år siden, fik det ikke nogen nævneværdig konsekvens for stortalentet på landsholdet. Det gør det heller ikke denne gang, siger landstræner Andree Jeglertz. I hvert fald ikke endnu.

- Det er ikke en katastrofe, men det er klart, at der kan ikke gå for længe. Vi må se, hvad der sker, når vinterferien er slut, siger Andree Jeglertz, og henviser til vintertransfervinduet, der kan give lejlighed for Kühl til igen at komme på græs andetsteds.

Sidste gang Kathrine Kühl var i aktion for Arsenal i den engelske liga, var den 19. november, 2023. I foråret blev det til noget mere spilletid for danskeren på udlån i Everton. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)

Landstræneren hænger sin hat ved det faktum, at en ny træner nogle gange forskyder spilletiden i en trup. Det kunne være en løsning. Men ifølge hovedpersonen selv, er der mange veje til spilletid.

- Man håber jo på, at det vender, når man ikke spiller. Men det kan også være, at der kommer en skade, eller at træneren får øjenene op for mine kvaliteter og har brug for dem i en specifik kamp, siger Kathrine Kühl.

Heldigvis virker det til, at Kathrine Kühl er ustyret med god tålmodighed. Det er landstræneren for så vidt også. Men snoren bliver kortere og kortere.

- Det siger sig selv, at Kathrine skal spille fodboldkampe og præstere for sin egen udvikling. Der er en hård konkurrence (på landsholdet, red.), og det ved hun udmærket. Men jeg kommer aldrig til at sige, at hvis man ikke spiller i sin klub, spiller man heller ikke på landsholdet, siger landstræneren.

Det kommer så Kathrine Kühl til gode i de kommende to testkampe mod Sydafrika og Holland. Det skulle nemlig ligne landstræneren dårligt, hvis ikke Jeglertz finder tid til Kathrine Kühl i det danske maskinrum.

Så får vi at se, hvor længe den ordning holder.

- Jeg tror, det er vigtigt ikke at tænke i de værste scenarier. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at træne godt i Arsenal. Hvis det påvirker landsholdet, må det være sådan, siger Kathrine Kühl.

Du kan følge begge testkampe mod Sydafrika og Holland på DR2 eller i LIGA på P4.