Skuffelsen var malet i ansigterne på de danske fodboldkvinder efter 0-0-resultatet mod Polen i torsdagens vigtige EM-kvalifikationskamp på udebane.
Danskerne dominerede kampen fra start til slut med nærmest konstant boldbesiddelse, men det var sparsomt med de oplagte scoringschancer.
Selvom resultatet var skuffende, gav kampen et godt billede af, hvad spillerne skal arbejde på op mod de to hjemmekampe i juni, hvor Slovakiet og Polen kommer på besøg i Viborg.
- Vi skal vinde de næste to kampe. Vi skal spille hjemme i Viborg, og det glæder jeg mig til. Vi skal være meget farligere på deres halvdel. Vi har bolden meget mod Polen, men vi bliver aldrig farlige. Og så skal vi fjerne fejlene, for dem er der alt for mange af, siger Theresa Nielsen til DR Sporten.
Mere direkte spil
Sanne Troelsgaard havde en stor chance i første halvleg, men derudover afsluttede de danske spillere generelt set alt for lidt.
Men det er der en klar løsning på.
- Vi skal forbedre os oppe omkring modstanderens felt. Vi skal have flere løsninger. Vi er gode til at spille rundt om målet, men det giver ikke mål, så vi skal blive bedre til at få bolden i feltet, siger landstræner Niels Nielsen.
Han bakkes op af Sanne Troelsgaard.
- Vi skal blive mere chanceskabende, og så skal vi udnytte chancerne. Vores forsvar lukker godt ned, så vi skal arbejde på at blive bedre på den sidste tredjedel. Jeg ville gerne have haft en sejr, så vi kunne komme væk fra Polen. Men nu skal vi fokusere på de næste to kampe, hvor vi skal spille mere direkte og så få to sejre, slutter den danske kantspiller.
Danmark møder Slovakiet den 2. juni og Polen den 7. juni. Begge kampe spilles på Viborg Stadion, go kan ses på DR3