Megafedt, siger dobbelt dansk målskytte

Signe Bruun blev dobbelt målscorer i landskampen mod Island.

Signe Bruun er selvsagt godt tilfreds efter sejren over Island. (Foto: © Kim Refslund, DR)

Angribere lever af at score, plejer de at sige, og den danske landsholdsangriber Signe Bruun er derfor også svært tilfreds med at have lykkedes med netop den opgave mandag aften.

Her drev fodboldspilleren nemlig godt og grundigt gæk med sine islandske modstandere og var hovedarkitekt bag den danske sejr.

2-0 endte danskerne med at vinde, begge mål sat ind af den danske angriber, og hendes smilebånd er derfor også trukket godt ud forbi kindbenene efter sejren.

- Det er altid dejligt at score mål for landsholdet. Det er en megafed følelse, og jeg er total beæret over at spille for Danmark og lave mål og på den måde bidrage til holdet. Megafedt, siger Signe Bruun.

Du kan se et udklip af interviewet i videoen i toppen af artiklen. I videoen herunder kan du se Signe Bruuns to mål og resten af kampens højdepunkter.

Danskerne var generelt overlegne i opgøret mod Island, og de kunne også sagtens have fået målnettet til at blafre flere gange.

Sådan blev det dog ikke, men til gengæld stod de godt sammen i den anden ende, og det også værd at lette på hatten over, mener Signe Bruun.

Man vinder som hold, og uden et forsvar, der lukkede ned for islændingene, havde hendes scoringer næppe givet den samme tilfredsstillelse.

- De første fem minutter er ikke så overbevisende, men resten af første halvleg synes jeg vi spiller sindssygt godt.

- Vi har fuldstændig styr på deres omstillinger, vi holder godt i bolden, får vendt spillet højt på banen. Vi formår ikke helt at have samme flow i anden halvleg, men jeg synes vi spiller fint. Vi holder nullet, som er sindssygt vigtigt, og får skabt chancer, siger hun.

Signe Bruun og Danmark spiller næste landskamp den 21. februar. Her venter Sverige i Nations League, og den kamp kan følges på DR's platforme.