Skiftet væk fra byernes by var også et skifte væk fra wingbacken

Amalie Vangsgaards skifte fra PSG til Juventus kan komme det danske landshold til gavn.

Amalie Vangsgaard har indtil videre scoret tre gange i EM-kvalifikationen. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Som fodboldspiller er det som udgangspunkt nemmere at score, når man er tæt på modstanderens mål.

Det er en af grundene til, at den danske landsholdsangriber Amalie Vangsgaard skifter fra én storklub til en anden.

Den 27-årige målmager skal fredag i aktion for det danske landshold, men fra den nye sæson bytter hun franske Paris Saint-Germain ud med italienske Juventus. Kontrakten byder på tre år og forhåbentlig en masse minutter på den position, hun elsker allerhøjest.

- Det er sjovere at spille fodbold, når man spiller på den position, som man godt kan lide, siger hun.

Vangsgaard har ikke haft det nemmeste år i franske PSG, hvor hun blev brugt ude af position, men alligevel lykkedes med at nette ni gange i 33 kampe.

- Når man ikke er wingback, men spiller wingback i et år, begynder man da at tænke, at det ikke er holdbart i længden, siger landsholdsspilleren.

- Derfor skal jeg gerne have flere minutter som angriber, inden der forhåbentlig er EM næste sommer.

Amalie Vangsgaard har spillet to sæsoner i PSG og kom til fra den svenske liga. (Foto: © ALAIN JOCARD, Ritzau Scanpix)

EM-billet kan sikres fredag

Amalie Vangsgaard beskriver selv matchet med italienske Juventus som godt, og ifølge DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminovic er det "et meget klogt skifte".

Den 27-årige angriber fik sit store gennembrud på det danske landshold i sidste års Nations League, hvor hun scorede fire gange i seks opgør.

Håbet om mere spilletid som spidsangriber i Juventus hænger også sammen med netop det danske landshold, for her er hun en af de vigtigste offensive brikker i EM-kvalifikationen, hvor Danmark fredag møder Belgien.

Amalie Vangsgaard har indtil videre scoret tre gange i EM-kvalifikationen.

Her er en sejr nok til at sikre dansk deltagelse ved næste sommers EM-slutrunde, og det er det ultimative mål for den danske topscorer.

- Det betyder alt at spille slutrunder, for så sørger vi for, at kvindefodbolden i Danmark udvikler sig videre i den rigtige retning, siger Amalie Vangsgaard.

Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Belgien bliver sparket i gang torsdag klokken 20. Der er optakt fra 19.45 på DRTV og DR1, og kampen kan også følges i DR LYD og på P4.