En stor fodboldslutrunde på dansk grund.
Det kan meget vel blive en realitet, efter det danske fodboldforbund er gået sammen med Sverige om at klargøre et fælles bud på EM for kvinder i 2029.
Det har de to lande meddelt UEFA tirsdag, skriver DBU i en pressemeddelelse.
- Et dansk-svensk EM-værtskab kan skabe et massivt løft for dansk fodbold. For fans, klubber og alle os, der elsker fodbold, siger formand i DBU, Jesper Møller og fortsætter:
- Vi vil sammen med Sverige kæmpe for at vinde og skabe en fantastisk EM-sommer i 2029.
Der er stadig lang vej til EM-kampe på danske stadions. Nu begynder næste fase, hvor Danmark og Sverige er klar til at modtage UEFA’s budkriterier.
Når budkriterierne er offentliggjort, kan de to fodboldforbund færdiggøre det endelige bud, der skal afleveres i august 2025, skriver DBU.
Detaljer om åbningskamp, finale og EM-værtsbyer følger derfor også først næste år.
Men DBU-formand Jesper Møller har allerede mødtes med kulturministeren og borgmestre fra København og Aarhus om det dansk-svenske EM-bud.
Vil skabe største EM
Det er med store ambitioner, at Danmark og Sverige nu officielt byder på slutrunden i 2029.
Der skal sættes rekorder for antallet af tilskuere, fortæller formanden i det svenske fodboldforbund, SvFF, Fredrik Reinfeldt i pressemeddelelsen.
- Sammen med Danmark ser vi en mulighed for at kunne arrangere den mest velbesøgte EM-slutrunde for kvinder. Vi ved, hvor meget det betyder at være med til at arrangere mesterskaber, ikke mindst for at inspirere og opmuntre flere piger til at søge mod fodbolden, lyder det.
Med ambitionerne om massevis af tilskuere, kommer også kravet om plads på tribunerne på stadions.
Indtil videre er der ikke endeligt sat navn på stadions i buddet, men Parken i København, Brøndby Stadion og det kommende stadion i Aarhus er tidligere blevet nævnt som muligheder.
Otte stadions skal lægge græs til kampene ved EM 2029.
Nordisk bud er forsøgt før
Danmark var også en del af et bud på det kommende EM for kvinder i 2025.
Dengang var Finland og Norge også en del af ansøgningen sammen med Sverige og Danmark, men her blev Schweiz valgt frem for det fælles nordiske bud.
Det danske kvindelandshold er kvalificeret til EM i Schweiz til sommer.
Holdet begynder forberedelserne frem mod slutrunden med to testkampe i oktober mod Sydafrika og Holland i henholdsvis Aalborg og Esbjerg.