Anfører Pernille Harder: Vi vil forhandle nu

Pernille Harder vil få spillernes forhandlere til at kontakte DBU allerede i aften, så en aftale kan indgås.

De danske kvindelandsholdsspillere virker fast besluttede på at få lukket en aftale med DBU hurtigst muligt. Fodboldunionen har sat en deadline klokken 10.00 onsdag, hvor de vil meddele Sverige, at Danmark ikke stiller til kamp på fredag.

Pernille Harder siger nu i et interview i TV Avisen, at spillerne vil forhandle med DBU allerede i aften, så en aftale kan indgåes med det samme.

- Egentlig synes jeg ikke, der er noget, der skiller os i forhandlinger, og derfor er det også så svært for mig at forstå, at vi ikke sætter os til bordet og forhandler, siger landsholdsanfører Pernille Harder.

- Hvis begge synes, at der ikke er noget, der skiller os ad i forhandlingerne, så vil det bedste være, at vi mødes i aften og får lavet en aftale, så vi kan møde ind til landsholdssamling i morgen.

Hvem skal tage initiativ til det? Hvem skal ringe til hvem, hvis I skal mødes i aften?

- Jeg vil da sige til dem, der forhandler for os, at de skal ringe til DBU med det samme efter det her interview.

En god behandling

Trods det sene tidspunkt på dagen er det nu, der skal handles, hvis ikke det hele skal ende i en fiasko for dansk kvindefodbold, og derfor må natten om nødvendigt tages i brug.

- Ja, det er i hvert fald det, vi gerne vil, og vi kommer til at ringe til DBU med det samme, og så kommer vi til at forhandle, hvis DBU vil forhandle, siger Pernille Harder.

Skulle det ikke lykkes at få en aftale på plads inden klokken 10.00 onsdag, har de danske spillere på kvindelandsholdet dog ikke tænkt sig at møde op i landsholdssamlingen i morgen, understreger Harder.

- Nej, det gør vi ikke. Vi synes, vi fortjener en god behandling nu, og at DBU kommer til forhandlingsbordet, siger Harder.

De danske EM-sølvvindere skal efter planen møde Sverige fredag i VM-kvalifikationen. Opgøret betegnes som en nøglekamp på vejen til VM, da Danmark og Sverige begge er favoritter i kvalifikationsgruppen.