Kraul om danske EL-chancer: 'Katastrofe hvis FCM ikke går videre'

Brøndby, FCM, og FCK's gode udgangspunkter skal sikre dem avancement i Europa League-kvalen, vurderer DR Sportens fodboldkommentator.

De danske mestre FC Midtjylland er godt på vej mod avancement i Europa League-kvalen. Her ses Jakob Poulsen (th.) fra den første kamp mod TNS. Der er returkamp i aften klokken 19. (Foto: © Nick Potts, Scanpix)

Torsdag aften skal FC Midtjylland, FC København, Brøndby og FC Nordsjælland spille returkampe i Europa League-kvalifikationen.

Midtjylland får besøg af walisiske The New Saints på MCH Arena efter at have vundet 2-0 i den første kamp i Wales. DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul vurderer de danske mestre som klare favoritter til at gå videre i Europa League-kvalifikationen.

- Det vil være en katastrofe, hvis Midtjylland ikke går videre mod et amatøragtigt mandskab, når arbejdet nærmest er gjort færdigt i den første kamp, siger han.

I Telia Parken tager FCK imod bulgarske CSKA Sofia, med en 2-1 sejr fra den første kamp i Sofia. Andreas Kraul forudser en ligeværdig kamp, men anser FCK for at være svage favoritter.

- CSKA Sofia har et godt hold og havde FCK en lille smule i problemer i den første kamp, indtil holdet blev ramt af en udvisning.

Kommentatoren var imponeret over CSKA Sofia i den første kamp, og holdet kom også foran i første halvleg, men blev sidenhen ramt af en udvisning.

- Spørgsmålet er, om FCK havde vundet dernede, hvis det havde været 11 mod 11, siger han.

Men på baggrund af sejren i Bulgarien vurderer Andreas Kraul, at FCK sikrer sig avancement hjemme i Telia Parken.

- Det bliver spændende i Parken, men jeg går ud fra, at FCK med deres gode udgangspunkt går videre, siger kommentatoren.

Brøndby skal forsøge at holde fast i sin føring fra den første kamp, når Spartak Subotica fra Serbien gæster Brøndby Stadion. Ifølge Andreas Kraul kommer Spartak Subotica ikke til at volde Brøndby de store problemer.

- 2-0 på udebane er et fremragende udgangspunkt. Det ser ualmindeligt fornuftigt ud for Brøndby. Selvom de måske roterer en lille smule i truppen, så bør de ikke komme i problemer overhovedet, siger DR Sportens fodboldkommentator.

FC Nordsjælland møder Partizan Beograd i en svær udekamp, hvor de skal forsøge at vende et 2-1 nederlag fra den første kamp.

Der er kickoff i Telia Parken klokken 18.30, mens der er kampstart i Herning klokken 19. Brøndbys kamp starter klokken 20, og Nordsjællands kamp i Serbien fløjtes i gang klokken 20.30.

De danske holds kampe i Europa League-kvalen kan følges i LIGA på P3 fra klokken 18.