Kraul: 'Bendtner får svært ved at komme tilbage på den store scene'

DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, vurderer, at Nicklas Bendtners voldsdom gør det svært at løfte karrieren yderligere.

Nicklas Bendtners karriere bliver svær at løfte efter dagens dom, vurderer Andreas Kraul. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Torsdag morgen var ikke første gang, at Nicklas Bendtner præsenterede sig for byretten i København.

I 2013 stod han der også, da han fik en bøde på 842.000 kroner samt frakendt retten til at køre bil i tre år.

Fredag stod han tiltalt efter straffelovens paragraf 244 for at have slået, og siden sparket, en taxachauffør i hovedet den 8. september i København.

Dommen blev udmålt til 50 dages ubetinget fængsel. En dom, som Nicklas Bendtner ankede på stedet.

Dommen betyder dog ikke nødvendigvis, at Nicklas Bendtners karriere som fodboldspiller er forbi, vurderer DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.

- Dommen betyder for fodboldspilleren Nicklas Bendter, at han får endnu sværere ved at løfte karrieren igen. Det betyder ikke nødvendigvis, at karrieren er slut. Han kan stadig få nogle gode år, men alle de her sager omkring ham bliver akkumuleret.

- Det er en voldsdom, der ryger oven i en spritdom og en masse andre sager. Det betyder, at hver eneste gang, en klub skal kigge på den samlede pakke, så er der flere og flere ting, der trækker i den forkerte retning.

- Sandsynligvis skal han på et tidspunkt i fængsel. Han er en angriber på 30 år, og nærmer sig dermed sidste salgsdato i forvejen, så når det her kommer oveni, så er løbet nok ved at være kørt i forhold til at komme tilbage på den store scene, siger Andreas Kraul.

Opblomstring i Norge

Nicklas Bendter skiftede i marts 2017 til norske Rosenborg i forsøget på at genstarte karrieren, der kort forinden havde budt på et fejlslagent ophold i engelske Nottingham Forrest samt en længere periode som klubløs.

Bendtner har kontrakt med Rosenborg til udgangen af 2019, men med fredagens dom ser det ikke ud til, at angriberen får let ved at tage skridtet ud på 'den store scene' igen, vurderer Andreas Kraul.

- Nicklas Bendtner fik en opblomstring i Norge, og han har selv fortalt om, hvordan han var ved at stoppe som fodboldspiller inden sit skifte. Han klarer sig endda så godt i Rosenborg, at han var tæt på at komme med til VM for Danmark. På det tidspunkt var han tæt på at kunne sige, at han var klar til at tage et skridt videre ud end den norske liga.

- Det er dét, som den her dom har den største indflydelse på. Han har haft et skud i bøssen i forhold til at få chancen i en større liga, men i stedet for at tage et skridt op, så bliver det nok nærmere et skridt ned, hvis Rosenborg ikke beholder ham efter ankesagen er afsluttet, siger Andreas Kraul.

DBU holder døren åben

Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, har allerede sagt, at Nicklas Bendter kan spille på det danske landshold i fremtiden, hvis han er sportsligt berettiget til det. Han kan dog ikke spille i rødt og hvidt, så længe han har sagen hængende over hovedet.

Andreas Kraul tror dog ikke, at man skal regne med at se Nicklas Bendter på banen for landsholdet i fremtiden.

- Jeg tror, at vi at set Nicklas Bendtner på landsholdet for sidste gang. Men omvendt har jeg haft den snak så mange gange før, og hver gang er han som en korkprop dukket op igen.

- Lige nu tyder alt dog på, at Åge Hareide er landstræner til i hvert fald 2020, og til den tid er Nicklas Bendter 32 år, så er det svært at forestille sig, at han kommer tilbage. Der er yngre kræfter, som præsterer godt, og derfor skal han selv præstere på et vist niveau, for at kunne komme i betragtning, siger Andreas Kraul.