Europæisk fodbold voksede i dag med et land, da Kosovo blev optaget i Uefa. Dermed er det europæiske fodboldforbund oppe på 55 medlemslande.
Kosovos medlemskab blev vedtaget på Uefas kongres i Budapest, hvor 28 lande stemte for Kosovos optagelse, mens 24 var imod.
Afstemningen blev langt tættere end ventet, bl.a. fordi en ændring af Uefas regler for optagelse blev forkastet tidligere på dagen. Derfor opstod der tvivl om det juridiske grundlag for at optage Kosovo.
I 2008 erklærede Kosovo sig uafhængig af Serbien, men selvstændigheden er fortsat omdiskuteret. Flere lander nægter fortsat at anerkende Kosovo som en selvstændig stat og landet er ikke medlem af FN.
Afstemningen kom efter en følelsesladet diskussion, hvor serberne tordnede imod Kosovos optagelse, mens Albanien støttede Kosovo helhjertet.
Allerede med i VM-kvalifikation
I næste uge skal Fifa på sin kongres så tage stilling til, om Kosovo også kan blive optaget i verdensforbundet.
Hvis det sker, kan det lille Balkan-land debutere allerede i kvalifikationskampene til VM i 2018, sandsynligvis i en af de to puljer, hvor der kun er fem hold.
Danmark er i en seks-holds-gruppe og kommer altså efter al sandsynlighed ikke til at møde Kosovo i denne omgang.
Dagens beslutning betyder også, at klubber fra Kosovo kommer til at deltage i næste sæsons europæiske turneringer.
Til gengæld er det endnu ikke afklaret, om spillere med rødder i Kosovo, men som har optrådt for andre landes A-landshold, kan få lov at skifte nationalitet, hvis de ønsker det.