KOMMENTAR Blatters taburetklæberi skader fodbolden

Fodboldens samlende kraft er enorm. Derfor skal verdensforbundet være troværdigt.

Sepp Blatter kunne have gjort meget mindre skade på fodbolden, hvis han bare havde trukket sig med det samme, skriver DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger. (Foto: © DR/Scanpix, DR/Fabrice Coffrini)

Herhjemme er skæbnekampen mod Portugal naturligvis den vigtigste fodboldbegivenhed denne grå torsdag. Men et endnu større fodbolddrama udspiller sig i Zürich – og 23 andre steder i verden.

For mens vi i Europa koncentrerer os om næste års EM, så er kvalifikationen til VM 2018 godt i gang på resten af kloden. Og dagens 23 kampe, som rummer nationer som Østtimor, Palestina, Liberia, Sydsudan, Argentina og Brasilien, viser, at fodboldens udbredelse og indflydelse er stor. Krige, epidemier, økonomiske kriser og så videre; alt bliver for en stund skubbet i baggrunden, man støtter sit fodboldlandshold og føler sig som en del af en hel verden.

Fodboldens samlende kraft er stor, og derfor skal sporten naturligvis have et verdensforbund, som skal være troværdigt og velfungerende. Det er bare ikke tilfældet lige nu.

Uskønt forløb

Lettelsen var stor i mange kredse, da Sepp Blatter, kun fem dage efter at være blevet genvalgt, alligevel bøjede sig for presset og bebudede sin afgang. Men siden er smilet stivnet, for forløbet frem mod valget af en ny Fifa-præsident har vist sig at være grimt, knudret og alt, alt for langt.

Ni måneder kommer der til at gå, før Fifa nedkommer med en ny førstemand. Ni måneder, som Sepp Blatter skulle bruge på – ja, på hvad egentlig? At redde en del af sit eftermæle må være det bedste gæt, men realiteten er blevet, at han har mudret tingene endnu mere til og at hans og Fifas troværdighed er blevet sendt endnu længere ned end nogen troede muligt.

Senest med de politianklager mod Blatters person, som kom frem for ti dage siden, og som måske - måske ikke - resulterer i en suspension af præsidenten. Og dét spørgsmål er dagens helt store drama: Ender Blatters red-mit-ry-aktion med at blive et rent selvmål, når han bliver smidt ud af sine egne, i form af den etiske komité, der har skullet fungere som garanti for Fifas retlinethed?

Tysk dommer bestemmer

Men heller ikke den har magt til at smide ham ud. Den endelige beslutning ligger hos den tyske dommer Hans-Joachim Eckert. Man må håbe, at han følger komiteens indstilling og suspenderer Blatter. Redder han præsidenten fra dén ydmygelse, er farcen total.

Alt dette kunne Fifa have undgået, hvis Blatter var gået af, da han faktisk meldte sin afgang. Som det er nu, skader Blatters nyttesløse taburetklæberi fodbolden, og skulle det lykkes Blatter at blive siddende tiden ud, venter endnu 141 lange dage, hvor Fifa reelt er handlingslammet, og det hele kommer til at handle om svindel, anklager og personspørgsmål. Og en langtrukken præsidentvalgkamp, der allerede nu tegner til at blive mere end almindeligt beskidt.

I stedet kunne man have sørget for at udvikle det spil, der formår at samle og glæde mennesker over hele verden.

P.S.:Østtimor var i øvrigt tæt på deres første sejr i den asiatiske kvalifikationsgruppe A, men dybt inde i overtiden udlignede Palestina til slutresultatet 1-1.