Som en konsekvens af at Køge Boldklub A/S begærede sig selv konkurs tirsdag, har DBU suspenderet klubben fra 1. division.
Klubbens hidtidige resultater i sæsonen fastholdes, mens alle resterende kampe slutter 3-0 til modstanderne, og fra starten af næste sæson spiller Køge Boldklub to rækker længere nede, i Sjællandsserien - helt i henhold til DBU’s konkursregler.
Køges tvangsnedrykning betyder samtidig, at kun to hold rykker ned, når sæsonen i 1. division er slut til sommer. Og i 2. division skal der også findes en nedrykker mindre.
- I stedet for tre nedrykkere i hver pulje vil de to lavest placerede klubber rykke ned som normalt, mens de to bedst placerede klubber, der under normale omstændigheder ville rykke ned, spiller om den ledige plads i 2. division. Det sker via play-off kampe ude og hjemme, efter samme regler som gør sig gældende ved fx dobbelte semifinaler i Herre-Landspokalturneringen, skriver DBU.