Knockoutet Pereira erkender: Vanvid at fortsætte

Uruguays venstreback blev slået bevidstløs under kampen mod England, men krævede selv at få lov at spille videre.

Alvaro Pereira viste fightervilje af en anden verden, da venstrebacken fra Uruguay i aftes instisterede på at komme tilbage på banen, selv om han minutter forinden var blev knockoutet i en duel med Englands Raheem Sterling.

Måske også lidt for meget fightervilje, for det virkede umiddelbart uansvarligt at lade en spiller, der så ud til mindst at have fået en hjernerystelse, fortsætte.

Pereira erkender da også selv, at det var "a moment of madness".

- Det var et øjebliks vanvid - jeg har undskyldt over for lægen, for jeg ved godt, at det er hans arbejde at tage sig af spillerne. Jeg var lidt svimmel, da jeg kom tilbage på banen, men man tænker ikke klart, når kampen koger, sagde Pereira til Reuters.

- Jeg måtte også bare tilbage og hjælpe holdet med at få et resultat. Og det vigtigste var, at vi fik resultatet, siger Pereira.

Episoden opstod efter en times spil, hvor Sterling var uheldig med at plante et knæ i tindingen på Pereira, der blev slået bevidstløs. Efter nogle lange sekunder begyndte han at bevæge sig, og han blev støttet fra banen.

På sidelinjen gjorde træneren klar til at skifte Pereira ud, men det afviste backen selv med fagter og råb. Og selv om lægestaben forsøgte at få ham til at sige tak for i aften, så banede han sig vej tilbage på banen.

Træneren lod ham altså fortsætte, og både han og holdkammeraterne har rost Pereira for at fortsætte. Selv om han altså selv erkender, at det var helt ude i skoven.

- De leger med døden

Episoden rejser spørgsmål om spillernes sikkerhed og om, hvorvidt trænerbænken tog det seriøst nok.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53a3c0176187a21838faacd3

Se episoden blive debatteret i VM-studiet i aftes.

Taylor Twellman, der er en tidligere amerikansk fodboldspiller, arbejder nu for at få indført mere kontrol med hovedskader i sporten.

- Den episode her er sådan noget, der ellers kun skete for mange år siden. Det er simpelthen barbarisk. Når en spiller har hjernerystelse ved han ikke, hvad der er sket. Og så er det altså farligt at stole på hans dømmekraft. Hvis han senere i karrieren bliver ramt af et lignende sammenstød, risikerer han at dø. Det er ren videnskab. De leger med døden, siger Taylor Twellman til Reuters.

Målmand Fernando Muslera var en af de første, der var henne ved Pereira, da han var faldet til jorden. Han var stærkt bekymret.

- Da jeg så hans øjne, blev jeg bange, og vi kaldte straks på lægerne. Han er en vigtig spiller, der elsker at spille i trøjen, og hvis han kan fortsætte, så gør han det. Han er ikke typen, der forlader banen frivilligt, siger Muslera.