Det så ikke godt ud, da Simon Kjær måtte bæres fra banen med en knæskade i slutningen af VM-forberedelseskampen mod Senegal, men her 11 dage senere føler midterforsvareren, at nogen har holdt hånden over ham.
- Det chok, jeg fik oppe i Aalborg, har jeg lært en del af. Nu er det bare at sige tak og så køre fuld skrald frem og så forhåbentlig være klar til den første kamp, siger Simon Kjær til DR Sporten.
Kampen er på mandag mod Holland - den 14. juni, og foreløbig ser det lovende ud.
- Jeg har det super, og det går fremad. Knæet har reageret positivt efter de sidste par træninger. I og med det gør det, så bliver jeg også mere og mere positiv, i og med jeg forhåbentlig kan lave mere og mere for hver dag, der går, siger han.
Træt af usikkerheden
Tirsdag trænede Simon Kjær igen med resten af landsholdskammeraterne i Sydafrika, og det regner han med at fortsætte med - alt afhængig af, hvad lægestaben siger.
- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan træne med igen i morgen. Jeg vil gerne snart ind omkring holdet, så jeg kan have et rimelig langt forløb op til den første kamp. Så jeg ikke bliver ved med at være ind/ud, ind/ud. Det giver også noget tryghed for de andre spillere, siger Simon Kjær.
Ignorerer smerterne
Den 21-årige Palermo-spiller er ikke smertefri i knæet, men ser alligevel ud til at give sig fuldt ud ved træningen.
- I og med der ikke er nogen skade (på ledbåndet, red.), og doktoren bare siger, det er et spørgsmål om at bide tænderne sammen, så er der ingen tvivl om, jeg bider tænderne sammen for at træne, siger han, men der er stadig nogle situationer, hvor han ikke går 100 procent ind i tacklingerne.
- Jeg vil selvfølgelig tænke over nogle situationer, hvor det er ren og skær inderside, for så er det kun ledbåndet, der arbejder, og det skal jeg helst undgå indtil videre. Så hellere tabe en tackling her under træningen. Men når først den første kamp går i gang, så bliver der ikke sparet på dem, lover Simon Kjær.