Kinesisk regering vil bremse for vilde fodboldhandler

En talsmand oplyser, at Kina vil regulere og begrænse dyre indkøb ovenpå vinterens store rekordhandler.

Carlos Tevez er den bedst betalte fodboldspiller i verden efter sit skifte til kinesisk fodbold. (Foto: © Giuseppe Cacace, Scanpix)

Det skal være slut med de alt for vilde kinesiske fodboldhandler.

Sådan lyder meldingen fra Kinas regering, efter at flere af landets største fodboldklubber de senere år har hentet etablerede stjerner i Europa og Sydamerika til enorme pengesummer.

I december satte Shanghai SIPG asiatisk transferrekord, da brasilianske Oscar blev hentet i engelske Chelsea i en handel til 450 millioner kroner.

Sidenhen er argentinske Carlos Tévez solgt fra Boca Juniors til Shanghai Shenhua i endnu en stor handel.

Torsdag oplyser en talsmand fra General Administration of Sport, at regeringen vil regulere og begrænse dyre indkøb. Samtidig vil man lave restriktioner, når det gælder høje lønninger.

Frygten er, at flere klubber vil køre sig selv i graven, hvis handlerne fortsætter som nu.

General Administration of Sport har til opgave at udvikle og administrere sporten i Kina.

Yderligere begrænsninger

Regeringen er ikke ene om at frygte for udviklingen i kinesisk fodbold.

For at skabe en mere bæredygtig og langsigtet udvikling af klubberne har Det Kinesiske Fodboldforbund besluttet at skære ned på antallet af udenlandske spillere.

Fra den kommende sæson må klubberne blot have fire i stedet for fem udlændinge i truppen.

/ritzau/AFP