Opbremsningen i den kinesiske økonomi gælder åbenbart ikke i landets fodboldliga. Fredag morgen har en kinesisk klub nok en gang haft den helt store pengepung fremme for at købe en europæisk topspiller. Det drejer sig om brasilianeren Alex Teixeira, som Jiangsu Suning har købt for 50 millioner euro af den ukrainske topklub Shakhtar Donetsk.
Handlen er bekræftet på Shakhtar Donetsks hjemmeside, og det samme er det store beløb, der i danske summer løber op i cirka 370 millioner kroner. Det er den dyreste handel nogensinde i kinesisk fodbold, der i januar transfervinduet har købt ind som aldrig før. Tidligere har samme klub fx købt en anden brasilianer, Ramires, i Chelsea for 209 millioner kroner.
Med købet af Alex Teixeira sender Jiangsu Suning og den kinesiske liga igen et kraftigt fingerpeg om, at kinesisk fodbold i øjeblikket er inde i en eksplosiv udvikling. Således har Jiangsu Suning overbudt Liverpool i kampen om Alex Teixeira. Den traditionsrige engelske klub jagtede brasilianerens underskrift i hele januar, men da Shakhtar Donetsk blev ved med at kræve en høj pris, valgte Liverpool til at slut at opgive. Nu forstår man, hvorfor den ukrainske klub ikke følte sig tvunget til at sælge i første omgang.
Massiv immigration fra Europa
Købet af Alex Teixeira er blot det seneste eksempel på de kinesiske klubbers øgede købekraft. Tidligere på ugen blev Atletico Madrid-angriberen Jackson Martínez solgt til mesterklubben Guangzhou Evergrande for 313 millioner kroner. For blot et halvt år siden var han i søgelyset hos flere europæiske topklubber, men endte hos Atletico Madrid. Nu er også han blevet tiltrukket af de mange penge østpå.
Det er første gang, at Europa oplever, at topspillerne på kontinentet bliver headhuntet til Asien. Tidligere har det blot været ældre spillere på vej ind i de sidste år af karrieren, der har skiftet til USA, Mellemøsten, Australien eller Kina. Eksempler er Steven Gerrard (USA), Xavi (Qatar), Alessandro del Piero (Australien) eller Didier Drogba (Kina). Men nu er der ikke længere blot tale om spillere, der ikke længere er dygtige nok til at spille Champions League. Nu er der også tale om folk i deres bedste fodboldalder.
Penge er den helt store tiltrækningskraft. Ifølge BBC tjener den ghanesiske stjerne Asamoah Gyan 327.000 euro – om ugen. Et beløb, som i Europa kun bliver overgået af Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Med al respekt for Gyan, må det formodes, at Alex Teixeira og/eller Jackson Martínez bliver endnu bedre betalt, da de har vist større styrke i Europa.
Ren målmaskine
De kinesiske klubbers transfervindue lukker først i med udgangen februar, og derfor bliver det interessant at følge, om de fortsat kan lokke europæiske stjerner derud. Dilemmaet for størstedelen af de europæiske klubber er, at deres transfervindue lukkede den 1. februar. Derfor må de kun sælge men ikke købe spillere.
Med 26-årige Alex Teixeira får Jiangsu Suning en uhyre målfarlig spiller. I denne sæson har han været bedre end nogensinde med en sæsontotal på 26 mål i 25 kampe. Ser man blot på ligakampe er han på 22 mål i 15 kampe, og så spiller han endda ikke som en forreste angriber.
Endnu har han til gode at få sin debut for det brasilianske landshold, men det har været et tema for ham at opnå det. I januar måned sagde han, at han formentlig ville være nødt til at skifte klub for at komme i betragtning. Dengang gik rygterne på mægtige Chelsea, men i stedet er han havnet i Jiangsu Suning i det østlige Kina. Spørgsmålet er, om den brasilianske landstræner er lige så begejstret for spillernes interesse i kinesisk fodbold, som de selv er det.