Kent Nielsen har i 23 år jagtet den perfekte kamp... men den kommer ikke

Den største drivkraft for Silkeborg IF-træner Kent Nielsen er noget, som ifølge ham selv er uopnåeligt.

Kent Nielsen har siden 2019 stået i spidsen for Silkeborg IF, som onsdag aften tager hul på pokalkvartfinalerne mod FC København. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Kent Nielsen har rekorden for længste trænerkarriere i Superligaen.

23 år og 535 superligakampe er det blevet til fra sidelinjen, men trods den store erfaring har han endnu ikke opnået det, han har jagtet i hele perioden.

"Den perfekte kamp".

Onsdag aften får Kent Nielsens tropper endnu en mulighed for at levere den ultimative præstation, når Silkeborg IF i aften gæster Parken og FC København i det første af to kvartfinaleopgør i Pokalturneringen.

Men spørger man Kent Nielsen, bliver det primære mål ej heller opnået i denne omgang.

For den perfekte kamp har aldrig været der.

- Og det kommer den heller ikke, konstaterer Kent Nielsen.

- Men det er det, der er drivkraften.

Flid og hårdt arbejde som varemærke

Det lader ikke til at være tilfældigt, at Kent Nielsens største drivkraft nok er én, han aldrig får realiseret. Men jagten på det perfekte er den vigtigste motivationsfaktor.

- Det hårde arbejde. At flid er en dyd. Det har været et fællestræk alle steder. Det er det, der driver mig, og som altid har drevet mig. Jeg var heller ikke blandt de største talenter, men jeg har slidt mig til det, siger Kent Nielsen.

- Det er blevet en identidet. Både som fodboldspiller og som træner.

Netop fliden kan meget vel bunde i Kent Nielsens tid som spiller i Brønshøj. Her blev døgnets timer fyldt godt ud, da han som industrilaborant mødte klokken syv, inden han klokken fire om eftermiddagen skulle troppe op til træning.

- Dengang fandtes der ingen Storebæltsbro, så når man havde spillet i Esbjerg søndag aften klokken 19 og skulle sejle hjem med færge, så var man hjemme klokken tre-fire om natten, og så skulle man stå på arbejde klokken syv og træne klokken 16 igen. Det var noget af det hårdeste, jeg har været ude for, siger Kent Nielsen.

Det hårde arbejde førte fodboldspilleren Kent Nielsen fra Brønshøj til Brøndby, videre til engelske Aston Villa og til sidst AGF, mens det også blev til 54 landskampe og EM-triumfen i 1992.

Som træner har han stået i spidsen for seks superligaklubber med højdepunktet i 2014 i AaB, hvor det blev til både mesterskab og pokaltriumf.

Siden 2019 har han været cheftræner i Silkeborg IF.

Pokalkampen mellem FC København og Silkeborg IF kan følges direkte på DRTV og DR2 med optakt fra klokken 20.00 onsdag aften.