Storklubben Manchester City ser ud til at have fået ny frelser forud for den afgørende fase i Premier League.
Den brasilianske angriber Gabriel Jesus har været en åbenbaring i sine første tre ligakampe for Manchester City med tre mål. Senest to mål i søndagens 2-1-sejr over Swansea - sejrsmålet scorede han i overtiden.
Manchester Citys manager, Josep Guardiola, havde ikke forventet, at den 19-årige angriber skulle få en afgørende rolle så hurtigt efter januarskiftet fra brasilianske Palmeiras.
- Ja, jeg er overrasket over ham, siger Josep Guardiola ifølge AFP.
- Han kom her som nykåret brasiliansk mester, og vi tog en snak. De sidste to eller tre år har han ikke haft en pause, fordi de spiller så mange kampe i Brasilien. Jeg sagde: "Tag den tid, du skal bruge til at blive klar."
- Men han er 19 år gammel, og han er stærk som den typiske brasilianer. Han havde kun brug for et par træninger, før han var klar. Han har fortalt mig, at han aldrig er træt, aldrig er skadet og kommer sig hurtigt efter kamp.
- Vi bliver nødt til at beskytte ham, men indtil videre er alle overraskede over hans niveau, siger Guardiola.
Kan noget specielt
Gabriel Jesus har scoret et mål for hver 63 minutter, han har spillet i Premier League. Og de tre mål bliver fulgt op af mange flere, siger Guardiola.
- Han kan noget specielt med bolden inde i feltet. Det er tydeligt, hvor god hans førsteberøring er, selv om han skal blive bedre på berøring to og tre.
- Også uden bolden er han involveret, og han er så intelligent, at han ved, hvordan man hele tiden presser forsvaret, siger Guardiola.
Gabriel Jesus kostede cirka 230 millioner kroner at købe fri i Palmeiras.
Manchester City ligger nummer tre i Premier League med ti point op til topholdet Chelsea inden de sidste 14 kampe.
/ritzau/