Ronaldo og Eriksen må igen komme på græs: Italien giver grønt lys til træning

Italiens bedste fodboldklubber må mandag begynde på individuel træning på klubbernes anlæg.

Christian Eriksen skiftede i vinter til italienske Inter. (Foto: © DANIELE MASCOLO, Scanpix)

Holdene i Italiens bedste fodboldrække, Serie A, må fra mandag igen begynde at træne individuelt på klubbernes træningsanlæg.

Det slår Italiens indenrigsminister søndag fast i et brev til lokale myndigheder.

Premierminister Giuseppe Conte sagde sidste søndag, at individuel træning måtte begynde igen fra mandag den 4. maj, og holdtræning måtte begynde fra 18. maj.

Sportsminister Vincenzo Spadafora sagde efterfølgende, at det betød, at kun atleter i individuelle sportsgrene måtte træne fra 4. maj, mens atleter fra holdsport måtte vente til 18. maj.

Uden fodbold i næsten to måneder

Det medførte stor kritik fra mange fodboldhold, og Serie A-klubben Sassuolo sagde lørdag, at den ville lade sine spillere benytte træningsanlægget fra 4. maj.

Senere lørdag fulgte klubber som Napoli, Parma og Bologna trop, efter at de havde fået grønt lys fra de lokale myndigheder til at genoptage træningen fra 4. maj.

Nu gælder det altså for samtlige Serie A-klubber.

- Atleter i både individuelle sportsgrene og holdsport har ligesom enhver anden borger lov til at træne individuelt i private og offentlige områder, hvis reglerne om mindst to meters afstand overholdes, skriver indenrigsministeren i brevet til de lokale myndigheder.

Cristiano Ronaldo og Juventus fører den italienske liga med et point ned til Lazio. (Foto: © MARCO BERTORELLO, Scanpix)

Serie A har ligget stille siden 9. marts på grund af udbruddet af coronavirus, som især har ramt den nordlige del af landet hårdt.

Fredag deltog samtlige 20 Serie A-klubber i en afstemning, hvor alle bakkede op om, at sæsonen bør spilles færdig.

De italienske klubber håber via ligaforeningen Serie A, at sæsonen kan genoptages fra weekenden 13.-14. juni.

Ifølge Johns Hopkins University havde Italien søndag registreret 28.710 dødsfald relateret til coronavirus. Mere end 209.000 italienere er registreret smittet med virusset.

/ritzau/Reuters/