Napoli er italiensk mester for første gang i 33 år

Med fem spillerunder igen vinder Napoli det italienske mesterskab i fodbold.

Ligatopscorer Victor Osimhen sikrede torsdag aften Napoli guldet i den italienske Serie A. (Foto: © Imago/Ritzau Scanpix)

Søndag glippede guldfesten, men nu kan Napoli for alvor sætte gang i gaden.

Byens fodboldhold sikrede sent torsdag aften det italienske mesterskab efter en uafgjort på udebane mod Udinese, 1-1.

Et point var nok for napolitanerne, der efter en imponerende sæson har etableret et stort forspring, der lød på 15 point inden aftenens kamp. Torsdagens uafgjort betyder, at forfølgerne Lazio ikke kan indhente Napoli, da der kun er fem kampe tilbage i sæsonen.

Mesterskabet er Napolis første siden 1990, hvor en vis Diego Armando Maradona førte an og vandt det andet mesterskab i klubbens historie. Nu lyder totalen på tre.

Napoli havde som nævnt chancen for at hive guldet hjem i søndags, da klubben på hjemmebane mødte Salernitana, men her ødelagde en sen udligning fra gæsterne den fest, som byen havde klædt sig på til.

I stedet blev det altså torsdag i Udine i det nordøstlige Italien, at forløsningen kom. I den helt anden ende af landet vel at mærke.

Selvom byens hold befinder sig langt væk, lader det ikke til at holde napolitanerne tilbage fra at fejre det første mesterskab i 33 år.

  • Klublegenden Diego Maradona er selvfølgelig en central del af fejringen - se muralmaleriet i baggrunden. (Foto: © ANDREW MEDICHINI, Associated Press)
  • Der udbrød vild jubel og menneskemylder i Napolis gader, efter mesterskabet kom i hus. (Foto: © ANDREW MEDICHINI, Associated Press)
  • Selvom Napoli spillede torsdagens kamp på udebane, er der fodboldfest på hjemmebanen, Stadio Diego Armando Maradona. (Foto: © Carlo Hermann, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Festen i fare nok engang

Det så ellers ud til, at festen nok engang kunne blive udsat. Efter bare 13 minutters spil tog Udinese føringen, da slovenske Sandi Lovric drejede bolden ind i det fjerneste målhjørne.

Men kort inde i anden halvleg dukkede Napolis redningsmand og ligatopscorer, Victor Osimhen, op i feltet, bragede til en løs bold og sendte mesterskabet hjem til det sydlige Italien. Det var Osimhens 22. fuldtræffer i denne sæson.

Holdkammeraten Piotr Zielinski var tæt på at gøre det til 2-1, men ingen forskel gør det.

Napoli-spillerne er italienske mestre.