I dag for præcis ti år siden stod den italienske forsvarskæmpe Marco Materazzi uden for stadionet Santiago Bernabeu og græd.
Han og hans klub Inter havde netop vundet Champions League-finalen over Bayern München. Med sejren havde Inter fuldendt den perfekte titelhøst 'The Treble'. Inter havde vundet Serie A, Coppa Italia og Champions League i samme sæson som det første italienske hold nogensinde.
Men Materazzis tårer var ikke glædestårer over den historiske triumf. Tårerne, der midt i sejrsstunden trillede ned ad hans kinder, var bedrøvede.
For finalen var José Mourinhos sidste kamp som Inter-træner. Nu skiftede han til Real Madrid. Og den afsked overdøvede glædesrusen for Materazzi.
- Mourinho var et skjold, en ven, en far og en bror, har Materazzi siden sagt.
Og den professionelle kærlighed til Mourinho var Materazzi langt fra den eneste Inter-spiller, der følte.
- Jeg var parat til at dræbe og dø for ham, har Mourinhos midtbane-styrmand i Inter Wesley Sneijder sagt.
Mourinhos Treble-sæson står i dag tilbage som et taktisk mesterværk. Men at han så succesfuldt fik forløst sine taktiske tanker, hænger uløseligt sammen med den holdånd, han fik skabt i omklædningsrummet.
Spillerne var klar til at ofre sig, lide og dø på trænerens befaling.
Men hvordan skabte Mourinho den holdånd, der førte Inter til den største sæson i italiensk klubfodbolds historie?
For at finde svaret skal vi spole tilbage til det opsigtsvækkende salg af holdets ubestridte superstjerne Zlatan Ibrahimović.
De udstødtes klub
I sin første sæson i Italien gjorde Mourinho Inter til italienske mestre. Men europæisk succes var dét, Mourinho var hentet til klubben for at levere, og i Champions League blev Inter sendt ud af Manchester United i ottendedelsfinalerne.
Inter dominerede allerede italiensk fodbold og havde vundet tre mesterskaber i træk, da Mourinho kom til klubben. Men i Europas fornemmeste klubturnering havde Inter været i titeltørke siden 1965. Derfor var Mourinho blevet ansat. Han havde med FC Porto i 2004 bevist, at han kunne knække den europæiske kode.
Så da Mourinhos første sæson i Inter blev en europæisk fuser, måtte han tilbage til tegnebrættet. Noget nyt måtte ske. Og dét noget blev højst overraskende, at Mourinho gik med til at sælge klubbens topscorer Zlatan Ibrahimović til FC Barcelona.
Senere på sæsonen skulle Mourinho vise sig at blive FC Barcelonas onde ånd og bøddel. Det vender vi tilbage til om lidt…
Prisen for Zlatan lød på 350 millioner kroner plus et bytte med angriberen Samuel Eto’o, som tog turen den anden vej.
I flere år havde Eto’o været målmaskinen og spydspidsen i Barcelonas tremandsangreb. Men en ung Lionel Messi havde netop haft sin helt store gennembrudssæson, og nu ville FC Barcelonas træner Pep Guardiola tage Eto’o ud af rollen som spydspids og i stedet bruge ham som kantspiller for at gøre plads til Messi på toppen.
Eto’o følte sig ikke respekteret og tog derfor glædeligt turen til Inter. Og for de mange Zlatan-millioner hentede Mourinho flere spillere, der ligesom Eto’o, var røget i kulden i deres klub.
Blandt dem var spilfordeleren Wesley Sneijder, der var blevet stemplet som et mislykket talent i Real Madrid, og kantspilleren Goran Pandev, der havde fået ophævet sin kontrakt i Lazio efter kontroverser med klubledelsen. Derudover hentede Mourinho veteraner som 30-årige Diego Milito og 31-årige Lúcio, som mange mente, havde deres bedste år bag sig.
Alle var det spillere, der følte sig modarbejdet, eller havde noget de ville modbevise. Og de spillere og den mentalitet brugte Mourinho til at skabe Inters nye rygrad – klar til krig og korstog.
I en Serie A-kamp mod Sampdoria fik Inter smidt to mand ud på syv minutter. Rasende på sidelinjen rakte Mourinho sine hænder i vejret og krydsede sine håndled, som var han lagt i håndjern.
- I dag blev alt gjort for at forhindre Inter i at vinde, men mit hold er stærkt, og vi vil vinde ligaen, sagde Mourinho efter kampen, hvor Inter kæmpede sig til et 0-0-resultat.
- I kan tage mig væk, anholde mig, men vi er uovervindelige uanset hvad. Også selvom vi bliver reduceret til ni mand, sagde Mourinho, som blev tildelt tre kampes karantæne for sin håndjerns-gestus og sine udtalelser efter kampen.
Mourinhos ord malede billeder af, at der foregik en sammensværgelse i toppen af italiensk fodbold mod Inter. Inter, som var blevet italienske mestre fire år i træk. Det var selvfølgelig noget sludder. Og det vidste den højtbegavede Mourinho nok også godt inderst inde.
Men at blotlægge en konspiration var nok heller ikke det egentlige motiv med hans ord. Det var at motivere sit mandskab. Os mod dem-retorikken skulle antænde en ild i Inter-spillerne og gøre dem til en krigerisk enhed. Det virkede.
- Vi havde et hold af 11 krigere, siger Samuel Eto’o om dengang.
- Han er den slags træner, der vil hjælpe dig, rådgive dig og forsvare dig indtil hans død, hvis du giver alt for ham på banen, siger Goran Pandev.
- Jeg ville have kastet mig selv ind i et bål for ham, har tidligere Inter-spiller Dejan Stankovic sagt.
Tolken blev til bødlen
Mourinho havde forvandlet Inter til en pansret tank, der kvaste al modstand med en uigennemtrængelig jerndefensiv og kontraangreb med kanonkraft.
Så da Inter skulle møde FC Barcelona i semifinalen i Champions League, passede det på mange måder perfekt ind i Mourinhos fortælling om "dem mod os". Det blev udråbt som modsætningernes møde.
FC Barcelona var forsvarende Champions League-mestre og solede sig i fodboldverdens beundring for holdets sprudlende spil. Hvis FC Barcelona var klassens duks, blev Inter set som klassens bølle. Det var det letbenede mod det hårdtslående, det offensive mod det defensive, idealisterne mod pragmatikerne.
- Det er ikke vigtigt, hvordan vi spiller, sagde Mourinho.
- Hvis jeg skal vinde over dig, og du har en Ferrari, og jeg har en lille bil, så er jeg nødt til at ødelægge dit hjul eller putte sukker i den benzintank.
Men for Mourinho handlede duellen ikke kun om forskellige fodboldfilosofier og modsatrettede stilarter. Det var et personligt hævnopgør.
I sin karrieres begyndelse var Mourinho assistenttræner i FC Barcelona, hvor han blandt andet fungerede som tolk for den engelske cheftræner Bobby Robson. Fire år var Mourinho i klubben, før han tog videre og siden blev et af de største trænernavne i verden.
Så da Mourinho i 2008 var blevet kaldt til jobsamtale i FC Barcelona, troede han, at jobbet som cheftræner i den spanske storklub ville blive hans. Mourinho havde gjort FC Porto og Chelsea til suveræne mesterskabsklubber, men alligevel vragede FC Barcelona-ledelsen ham og valgte i stedet uprøvede Pep Guardiola, som ingen erfaring havde som toptræner.
Mourinho følte sig trådt på og forbigået af FC Barcelona og hånet af klubbens fans, som kaldte ham "tolken" for at latterliggøre hans trænerevner.
Nu ville han have hævn. Og det fik han. Inter knuste sensationelt FC Barcelona med 3-1 i Italien. Men faktisk er det 1-0-nederlaget i returopgøret på Camp Nou, der står tilbage som Mourinhos helt store sejr og genistreg. Det var her i 90 hæsblæsende minutter i Barcelona, at Mourinhos Inter-projekt kulminerede. Her viste den holdånd, han havde skabt, sin sande styrke.
Hele kampen var Inter mast i bund, og italienerne fik rødt kort og spillede en mand i undertal i over en time. Alt spil foregik på kanten af Inters målfelt, og Inter havde en rekordlav boldbesiddelse på 13,6 procent. Men Mourinhos tropper holdt stand og afviste Barcelonas gennembrudsforsøg gang på gang på gang.
Først i det 86. minut lykkedes det Barcelona at bryde igennem Inters forsvarsmur og score. Og der var det for sent. Inters holdånd og disciplin havde overvundet Barcelonas angrebsfodbold.
Da slutfløjtet lød, stormede Mourinho banen. Med én pegefinger strakt demonstrativt mod himlen. Hævnens stund var kommet. Nu var han ikke længere "tolken". Nu var det Mourinho og ikke længere Barcelona, der var verdens bedste.
- Det er et spørgsmål om blod og ikke evner. Når øjeblikket kommer, hvor man skal give alt på banen, er det ikke evner, man blod man skal finde frem, sagde Mourinho efter kampen.
- Vi var et hold af helte. Vi svedte blod.
- Jeg har vundet store kampe og haft store øjeblikke. Men det her er det største øjeblik i min karriere, sagde han.
På mange måder var Samuel Eto’os præstation den aften på hans gamle hjemmebane i Barcelona legemliggørelsen af den holdånd, Mourinho hele sæsonen lykkedes med at fremkalde hos Inter-spillerne.
Eto’o havde forladt Barcelona, fordi han ikke gad at spille kant i Barcelonas angreb. Han ville spille i midten, og Guardiola kunne ikke overbevise ham om andet. Men hele Treble-sæsonen var Eto’o fast kantspiller i Inter. Og efter udvisningen til Inter i første halvleg mod Barcelona spillede målræven fra Cameroun ikke bare på kanten i angrebet, men praktisk talt venstre back i forsvaret det meste af kampen. For Mourinho ville han gerne ofre sig.
Kun for Mourinho
I ugerne efter triumfen i Barcelona rullede Mourinhos krigsmaskine videre og vandt Serie A, Coppa Italia og Champions League.
Da Mourinho forlod Santiago Bernabeu, efter at Inter havde vundet Champions League-finalen over Bayern München og fuldendt The Treble, fik han øje på Materazzi, som stod lænet op ad stadionmuren og græd.
To krigere i tårevædet omfavnelse. Og så var han væk.
Se Mourinhos afsked med Marco Materazzi her:
Seks dage senere blev Mourinho præsenteret som ny Real Madrid-træner. Og med Mourinhos afsked forsvandt også den holdånd, der skabte Inters mirakelsæson.
Wesley Sneijder beskriver det sådan her:
- Eto’o spillede venstre kant for Mourinho. Da den nye træner kom og også bad ham om at spille venstre kant, svarede han: Nej. Det gør jeg kun for Mourinho.
Siden Mourinhos afsked efter The Treble-sæsonen har Inter hverken vundet det italienske mesterskab eller Champions League.