Lasse Schöne er ramt af coronavirus

Fodboldspilleren Lasse Schöne er testet positiv for coronavirus.

Lasse Schöne er på grund af den positive test ikke rejst med holdet til søndagens udekamp mod Napoli i Serie A. (Foto: © MASSIMO PINCA, Scanpix)

Lasse Schöne er blevet testet positiv for coronavirus.

Det bekræfter den italienske fodboldklub Genoa søndag i en kort nyhed på sin hjemmeside.

Danskeren er derfor ikke rejst med holdet til søndagens udekamp mod Napoli i Serie A.

Det er anden dag i træk, at Genoa beretter om coronavirus i truppen.

Lørdag kunne klubben meddele, at målmand Mattia Perin var blevet ramt af det smitsomme virus. Han er derfor heller ikke med mod Napoli.

Ifølge Football Italia er resten af Genoa-truppen coronafri. Dermed også Lukas Lerager.

Genoa jagter søndag sin anden sejr i lige så mange forsøg i Serie A i denne sæson. Holdet lagde sidste weekend ud med at vinde 4-1 over Crotone.

Lasse Schöne kom til Genoa i sommeren 2019 efter syv år i Ajax.

Den 34-årige midtbaneslider var ikke med i Kasper Hjulmands landsholdstrup, da Danmark i starten af september spillede to kampe i Nations League.

Det var dog ikke med landstrænerens gode vilje. Genoas forberedelser til 2020/21-sæsonen begyndte nogenlunde samtidig med, at det danske landshold skulle mødes, hvilket besværliggjorde Schönes udtagelse til nationalmandskabet.

/ritzau/