Landsholdskometen Jesper Lindstrøm skifter til Napoli

Jesper Lindstrøm skal fremover tørne ud for den italienske mesterklub.

Jesper Lindstrøm har i et stykke tid været fast mand i Kasper Hjulmands landsholdstrup. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Ritzau Scanpix)

Landsholdsspilleren Jesper Lindstrøm har fået ny adresse.

Den 23-årige danske fodboldspiller skifter nemlig til den italienske mesterklub Napoli.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside tirsdag aften.

Jesper Lindstrøm havde egentlig kontrakt med den tyske klub Eintracht Frankfurt tre år endnu, men den kontrakt har sidste års mestre i den bedste italienske række altså købt ham fri af.

Derfor skal han nu skifte tysk fodbold ud med italiensk, og det er et skifte, der begejstrer hovedpersonen selv.

- Jeg er meget glad for at blive en del af denne klub, og jeg ser frem til at se jer alle sammen på stadion, lyder det kort fra Jesper Lindstrøm i et opslag på Napolis X-profil.

I tyske Eintracht Frankfurt har Jesper Lindstrøm i alt scoret 14 mål hen over sine to sæsoner. (Foto: © Anke Waelischmiller/SVEN SIMON, Anke Waelischmiller/Sven Simon/picture-alliance/dpa/AP Images)

Har haft stor succes i Tyskland

Offensivspilleren kommer til den italienske storklub efter et succesfuldt ophold i tyske Eintracht Frankfurt.

Her skiftede han til i sommeren 2021, og allerede efter de første måneder blev den tidligere Brøndby-spiller fast mand på holdet.

Med en god portion mål og assists hen over sæsonen spillede han også en afgørende rolle i det tyske holds gode placering i Bundesligaen og holdets Europa League-triumf i 2022.

Jesper Lindstrøm var med på banen for Eintracht Frankfurt, da den tyske klub i 2022 vandt Europa League. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)
Jesper Lindstrøm var med på banen for Eintracht Frankfurt, da den tyske klub i 2022 vandt Europa League. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)

Den seneste sæson har den unge dansker fortsat de imponerende takter. Her blev det til syv mål og fire assits på 27 kampe i den bedste tyske række.

Derfor bliver han heller ikke glemt i den tyske klub lige foreløbig, fortæller sportsdirektør Markus Krösche.

- Jesper har spillet en stor rolle i den positive udvikling, vi har været igennem over de seneste to år. Han vil altid minde os om at vinde Europa League, nå den tyske pokalfinale og sidst, men ikke mindst, de mange store øjeblikke i Bundesligaen.

- Jesper gennemgik også en stor personlig udvikling, hvilket vidner om, at vi som klub kan føre yderst talentfulde spillere til næste niveau, siger sportsdirektøren til klubbens hjemmeside.

Tidligere tirsdag blev Jesper Lindstrøm udtaget til landstræner Kasper Hjulmands trup til de kommende kampe i EM-kvalifikationen mod San Marino og Finland. Den fulde trup kan du se her.