Norditalien er Europas epicentrum for spredningen af coronavirus lige nu, og i den Torino-baserede storklub Juventus har virusset også gjort sit indtog.
Først blev forsvarsspiller Daniele Rugani testet positiv for ti dage siden, dernæst var det den franske verdensmester Blaise Matuidi seks dage senere.
Lørdag aften har den argentinske stjernespiller Paulo Dybala så på Twitter bekræftet, at han også er blevet testet positiv for smitte med coronavirus.
- Hej alle sammen. Jeg vil gerne informere jer om, at jeg og Oriana (hans kæreste, red.) er testet positive for coronavirus. Heldigvis er vi i topform, skriver han.
Ifølge Juventus har Dybala været i hjemmekarantæne siden 11. marts, og han er ikke hårdt ramt af sygdommen.
- Vi vil fortsat overvåge hans sygdom som normalt. Han har det godt og er symptomfri, skriver klubben på sin hjemmeside.
Den 26-årige offensivspiller har været i Juventus siden 2015, hvor han blev hentet i Palermo.
Senere lørdag meddelte AC Milan, at klubbens tekniske direktør og tidligere stjernespiller, Paolo Maldini, også er smittet med coronavirus.
Det samme er Maldinis søn, Daniel, som i denne sæson har fået sin debut for klubbens Serie A-hold i en alder af 18 år. Han fik et indhop på få minutter mod Verona i februar.
/ritzau/