Juventus-spiller er testet positiv for coronavirus

Daniele Rugani er testet positiv for coronavirus. Juventus undersøger, hvem der har været i kontakt med ham.

Daniele Rugani er testet positiv for coronavirus. (Foto: © MASSIMO PINCA, Scanpix)

Coronavirus har ramt en af verdens største fodboldklubber.

Norditalienske Juventus skriver på sin hjemmeside, at forsvarsspilleren Daniele Rugani er testet positiv for coronavirus. Han har dog ikke udvist symptomer på virusset.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Klubben er i gang med at kortlægge, hvem der har været i kontakt med den 25-årige italiener, der syv gange har optrådt på Italiens landshold.

I denne sæson har han dog ikke haft nogen fremtrædende rolle på Serie A's tophold. Han har blot spillet tre ligakampe, to pokalkampe og to Champions League-kampe.

Alle Serie A-kampe er indstillet, men indtil videre er det planen, at Juventus skal i aktion i næste uge i Champions League. På hjemmebane i Torino får Juventus besøg af franske Lyon og skal forsøge at vende 0-1 til samlet sejr.

/ritzau/