Juventus lejer tysk verdensmester

Benedikt Höwedes skifter til Juventus på en lejeaftale, som kan gøres permanent næste sommer.

Benedikt Höwedes spiller den kommende sæson hos Juventus. (Foto: © GONZALO FUENTES, -)

Hvad der har været undervejs i nogle dage, er nu officielt. Schalke 04-forsvarsspilleren Benedikt Höwedes skifter til de italienske mestre Juventus.

På sin hjemmeside skriver Juventus, at man henter Höwedes på en lejeaftale frem til næste sommer, hvor aftalen kan gøres permanent.

29-årige Höwedes har været en vigtig del af Schalkes bedste mandskab i ti år, hvor den slidstærke forsvarsspiller har været anfører i de seneste af dem.

Tidligere på måneden blev han dog frataget anførerbindet, og siden har der været rygter om et skifte.

Juventus oplyser, at man betaler 26 millioner kroner for at leje Höwedes, som man er forpligtet til at købe for 96 millioner kroner næste sommer, hvis tyskeren spiller minimum 25 kampe i sæsonen.

Prisen kan stige yderligere afhængigt af Höwedes' præstationer.

Forsvarsspilleren står noteret for 44 landskampe, mens han også var med til at vinde VM i Brasilien i 2014 med TYskland. Han har spillet 335 kampe for Schalke.

Juventus har sagt farvel til forsvarsstyrmand Leonardo Bonucci forud for denne sæson, og det hul skal Höwedes hjælpe med at udfylde. Bonucci er rykket til AC Milan.

/ritzau/