Alle danske fodboldfans fik et kollektivt chok i sommer, da Christian Eriksen kollapsede under en EM-kamp. Heldigvis blev chokket efterfulgt af den vitale besked: Christian Eriksen var stabil og ved bevidsthed.
Christian Eriksen kom hurtigt på benene igen.
Men siden er han ikke vendt tilbage til tilværelsen som professionel fodboldspiller. Hverken på landsholdet eller hos sin italienske klub, Inter. På grund af sit hjertestop i sommer fik han indopereret en pacemaker. Den gør, at han ikke må spille i den italienske liga, Serie A.
Efter længere tids spekulation om Christian Eriksens fremtid kom den officielle melding så fredag: Inter og Christian Eriksen er blevet enige om at ophæve danskerens kontrakt.
Det oplyser italienske fodboldklub på sin hjemmeside.
- Klubben og hele Nerazzurri-familien (klubbens kælenavn, red.) ønsker Christian alt det bedste i fremtiden.
- Selv om Inter og Christian nu går hver til sit, vil båndet aldrig blive brudt. De gode tider, målene, sejrene, mesterskabsfejringen med fansene udenfor San Siro (Inters stadion, red.) - alt dette vil forblive en del af Nerazzurri-historien.
Ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul er dagens nyhed langt fra en overraskende en af slagsen.
- Det var den oplagte løsning og det forventede. Det er nok det bedste for begge parter. Det virkede svært forsikringsmæssigt og med de regler, der gælder i Serie A, at han skulle komme tilbage og spille for Inter, siger Andreas Kraul.
Christian Eriksen kom til Inter fra Tottenham i januar 2020 og nåede at spille 60 kampe for Milano-klubben, hvori han scorede otte mål og lavede tre assister.
I maj var han med til at vinde det italienske mesterskab med Inter.
29-årige Eriksen har efter hjertestoppet under EM-hjemmebanekampen i Parken endnu ikke meldt ud, om han vil fortsætte sin fodboldkarriere.
Og det er nu de næste store spørgsmål, mange fodboldfans venter svar på efter dagens nyhed om Eriksens Inter-exit.
Eriksen fik sin fodboldopdragelse i OB, som han forlod i 2009 til fordel for hollandske Ajax. På rygtebasis er Eriksen blevet sat i forbindelse med et muligt comeback til superligaklubben.
- Selvfølgelig er der plads til Christian i OB, hvis han beslutter sig for at spille fodbold igen, sagde Enrico Augustinus, direktøren i selskabet bag OB, Odense Sport & Event, tidligere i december.
Hvis Eriksen er på udkig efter en ny klub, kan DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul sagtens se for sig, at det bliver en genforening med en af Eriksens forhenværende klubber.
- Han er jo fri til at gøre, hvad han vil nu. Hvis han vil fortsætte med at spille fodbold, har han mange muligheder. Vi ved, at OB står klar med åbne arme, hvis han kunne tænke sig at blive i det fynske, hvor han har opholdt sig meget på det seneste, siger Andreas Kraul.
- Mon ikke Ajax også er en mulighed. Han har været der tidligere, og klubben har også erfaringer med at have en spiller med hjerteproblemer i Daley Blind, som også har en pacemaker. Det hele er selvfølgelig afhængig af, hvad han selv og hans familie beslutter.
Tidligere i december bekræftede OB, at Christian Eriksen trænede på klubbens træningsanlæg i Ådalen i Odense.
- Noget tyder på, at han i hvert fald overvejer at spille igen. Og nu kan vi konstatere, at det i hvert fald ikke bliver i Inter eller Italien. Jeg vil blive overrasket, hvis han ikke forsøger at spille videre. Så skal det være noget, der bunder i nogle helt klare anbefalinger fra lægerne, siger Andreas Kraul.
- Som jeg kender Christian, elsker han fodbold. Hans rette element er fodboldbanen. Jeg tror også, han gerne selv vil bestemme, hvornår det skal være slut, så det ikke er et lyn fra en klar himmel på en junidag i Parken, der stopper det hele.