Det Italienske Fodboldforbund, FIGC, håber, at spillerne kan blive testet for coronavirus i starten af maj med henblik på at genåbne sæsonen.
Det siger præsidenten for FIGC, Gabriele Gravina, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Serie A har været suspenderet siden 9. marts på grund af coronaudbruddet, og der er endnu ikke sat dato på, hvornår bolden igen kan rulle i den bedste italienske liga.
Italien er et af de lande, der er hårdest ramt af virusudbruddet, der indtil videre har kostet 19.899 mennesker livet. 156.363 personer er mandag eftermiddag registreret smittet med virusset i landet.
Flere spillere fra forskellige ligaklubber har været smittet med coronavirus.
Præsident vil spille sæson færdig
Gravina siger til Sky Sport Italia, at han er fast besluttet på at spille sæsonen færdig, lige meget hvor lang tid det måtte tage.
- Så snart omstændighederne er rigtige, vil vi fuldføre sæsonen, siger han.
Forbundet har tidligere meldt ud, at det håber at kunne genoptage sæsonen i slutningen af maj,
Gravina siger, at forbundet snarest vil holde et møde, hvor en plan for genåbningen af sæsonen skal lægges.
Det viser et lækket regeringsnotat ifølge det italienske sportsmedie Sport Mediaset.
I notatet står der ifølge Sport Mediaset, at det næsten er sikkert, at alle kampe i Serie A vil blive spillet for lukkede døre frem til jul.
Der resterer 12 spillerunder i Serie A. Juventus topper tabellen med 63 point. Det er et enkelt point mere end Lazio på andenpladsen.
/ritzau/