Efter 33 års mesterskabstørke er Napoli pyntet op til fest: 'Det kommer til at gå amok'

Napoli kan sikre sig den italienske mesterskabspokal, lo Scudetto, for første gang siden 1990.

Meget skal gå galt, hvis ikke Napoli skal vinde sit første italienske mesterskab siden 1990. (Foto: © MASSIMO PINCA, Ritzau Scanpix)

De glæder sig i Napoli i denne tid.

Klubben kan i weekenden sikre sit første mesterskab i 33 år, når den søndag klokken 15.00 møder Salernitana på hjemmebane i den bedste italienske herrefodboldrække, Serie A.

Mesterskabet kan komme i hus, hvis Lazio smider point mod Inter, og Napoli selv vinder sin kamp senere på dagen.

Ventetiden dertil er dog tæt på ubærlig i den syditalienske by, fortæller 47-årige Claus Kragh fra Aalborg, der har været Napoli-fan siden begyndelsen af 1980’erne.

Han er i denne weekend rejst til byen for at opleve stemningen - og forhåbentlig det første mesterskab i mange, mange år.

- Det er ikke sikkert, at de vinder mesterskabet, men det kan lade sig gøre.

- Det summer af liv. Det er helt ubeskriveligt. Der er pyntet op alle steder. Der har været pyntet op i en måned eller to nu, har jeg fået fortalt. Det er ikke nok at se det på billeder, man skal opleve det, siger Claus Kragh.

Claus Kragh foran Diego Armando Maradona Stadion i Napoli. En hyldest til fodboldlegenden. (© PRIVATFOTO)

Billetter til kampen er det ikke lykkedes den danske Napoli-fan at få, men han skal stadig have festen i Napolis gader med.

For vejen til de evige mesterskabsmarker har til tider været lang.

- Jeg har fuldt dem i tykt og tyndt siden begyndelsen af 1980’erne. De har siden været nede i Serie C, så det har ikke altid været sjovt at følge dem, siger den danske Napoli-fan.

Hvis vi dykker ned i historiebøgerne, har det da heller ikke altid været sjovt for Napoli.

Klubben har ad flere omgange rykket ned i Serie B, inden den gik konkurs i 2004 og blev tvangsnedrykket til Serie C.

Det er faktisk hele tre årtier siden, at Napoli senest kunne løfte den italienske mesterskabspokal, lo Scudetto, og derfor bliver forløsningen også det større, hvis mesterskabet kommer i hus søndag, mener Claus Kragh.

- Det vil være en vanvittig stor forløsning. Det er der ingen tvivl om. 33 år har de ventet. Det har været tæt på mange år. Men ellers har man ikke rigtig troet på det.

- Hvis man nu vinder mesterskabet hver tredje eller fjerde år, så tror jeg, at det ville føles anderledes. Det kommer til at gå fuldstændig amok hernede, tror jeg, siger han.

De store forberedelser er gjort i Napoli. Byen er klar til et nyt mesterskab, som det ses i videoen her:

Kærligheden til klubben startede med Maradona

Det er i alt blevet til to mesterskaber til Napoli.

Det skete i de mytiske Diego Maradona-dage i 1987 og 1990, hvor klubben kunne krone sig som italiensk mester.

Det var netop den argentinske fodboldgud, der blandt andre fik Claus Kragh til at forelske sig i klubben til at starte med.

- Det hele startede, da jeg begyndte at se italiensk fodbold i fjernsynet hver weekend i 1980’erne. Napoli imponerede mig. Det var dengang, de havde tre udlændinge: Diego Maradona og så to brasilianere – Careca og Alemao.

- På det tidspunkt var jeg stor fan af den sydamerikanske måde at spille fodbold på, og så havde Napoli tre sydamerikanere. Så blev det dem, jeg kastede min kærlighed på.

En georgisk fodboldspiller ved navn Khvicha Kvaratskhelia har i nyere tid taget Napoli og international topfodbold med storm - og med udsigt til et potentielt mesterskab har byens nye helt fået kælenavnet "Kvaradona" - med tilnærmelser til fodboldguden Diego Maradona. Men hvor stor en stjerne er Napolis nye håb? Det kan du høre i dette afsnit af 'Tyvstart':

"En boble, der skal sprænges hul på"

Napoli har med syv spillerunder tilbage hele 17 point ned til nærmeste forfølger, Lazio, og der er derfor heller ikke meget, der taler for, at de ikke skulle ende med hænderne på pokalen.

Men det ville da glæde Claus Kragh, hvis fodboldguderne allerede søndag tilsmiler Napoli, så jublen kan bryde ud i den fodboldgale by.

- Det er ligesom en boble, der bare skal sprænges hul på. Jeg kan slet ikke tænke på, hvordan de kommer til at fejre det. Jeg tror, de kommer til at gå helt amok hernede, siger han.

Og lige præcis den forventning er Claus Kragh ikke alene om.

Oprindeligt skulle opgøret mellem Napoli og Salernitana være blevet spillet lørdag, men tilhængerne glæder sig så meget, at bystyret i den italienske by frygter for den offentlige orden, hvis mesterskabet kom i hus på en lørdag.

- Jeg ved ikke, om skolerne kommer til at give børnene fri, men det vil ikke komme bag på mig, lyder det fra Claus Kragh. (Foto: © MASSIMO PINCA, Ritzau Scanpix)

Derfor valgte de at rykke opgøret til søndag i et forsøg på at spare på byens ressourcer, fortæller Napoli-regionens præfekt, Claudio Palomba.

- Havde vi beholdt kampen lørdag, havde vi været nødt til at fordoble vores ressourcer, og af den grund har vi indført en række tiltag, siger han.

Kampen spilles søndag kl. 15.00, og Napoli er storfavorit til at tage sejren og potentielt klubbens tredje mesterskab.

Derfor skal Claus Kragh og resten af Napoli vente lidt endnu.

Men alle ting kommer til dem, der venter.