Der skal mere end panodiler til, hvis hovederne på Thomas og Mathias Kær skal tilbage i vater.
I går brugte de to brødre fra Aalborg hele dagen i Napoli for at fejre den italienske klubs første mesterskab i 33 år, og det kan mærkes, siger Thomas Kær.
- Det var fuldstændig sindssygt. Lige fra vi forlod lejligheden klokken 10 om formiddagen til klokken 04 i nat, da vi gik hjem. Der har været en elektrisk stemningen i byen hele vejen igennem.
Det er efterhånden en del år siden, at Thomas Kær blev opslugt af den syditalienske klub.
- Jeg forelskede mig i byen, holdet og fanatismen, da jeg første gang var hernede i en alder af 14 år.
Nu, i en alder af 29 år, har han oplevet det ypperste.
I det seneste halve år har brødrene nidkært studeret den italienske Serie A-tabel for at lure, hvornår Napoli med al sandsynlighed ville sikre sig mesterskabet.
Kun én spilledag har de været forhindret i at nå frem, siger Thomas Kær.
- Den eneste weekend, vi ikke kunne, var for en uge siden, hvor vores niece skulle konfirmeres. Så der sad vi virkelig og håbede på, at det ikke blev der. Da Salernitana udlignede til 1-1 i slutningen af kampen bestilte vi billetter lige bagefter.
Voksne mænd hulkede
Thomas og Mathias Kær ankom selv til Stadio Diego Armando Maradona i Napoli et par timer før kampen mod Udinese, der blev spillet over 500 kilometer væk i det nordlige Italien.
60.000 mennesker havde købt billet til storskærmsarrangementet på stadion, der er navngivet efter en vis argentiner, som stod bag klubbens seneste mesterskab for 33 år siden.
Da Victor Osimhen udlignede til 1-1 i anden halvleg eksploderede stadion i Napoli.
Samtidig i Danmark spillede AaB sig i pokalfinalen, så humøret fejlede ikke noget, da brødrene indfandt sig på stadion.
Det ændrede sig dog en smule, da Udinese kom foran.
- Der bliver meget stille, da Napoli kommer bagud. Selv om napolitanerne i et halvt år har vidst, at de ville blive mestre, så var det som om, at de simpelthen ikke kunne feste helt, før den var i hus.
- Stadion gik fuldstændig amok, da der blev udlignet. Men de sidste fem minutter af kampen var der stadig en følelse af, at det kunne gå galt. Da der blev fløjtet af, var der voksne mænd omkring os, der hulkede. Det var en kæmpe forløsning, siger Thomas Kær.
Og resten er nu napolitansk historie.
Stod på et busskur med 50 andre
Det er her, at det for alvor går løs i Napolis gader. Thomas og Mathias Kær følger strømmen ud af stadion. Kort efter befinder de sig i et luftlag, der giver bedre udsyn over euforien.
- Ude foran stadion var der bare fyrværkeri og fest. Vi fik fat i noget alkohol og kravlede op på et busskur sammen med 50 andre, for at kunne se det hele. Efter et par timer rykkede vi ind til centrum i byen.
Festen set fra toppen af et busskur foran Stadion Diego Armando Maradona.
- Festen fortsatte hele vejen ind. Der var nærmest ikke et transportstykke, men kun en horde af mennesker, man skulle kæmpe sig igennem. Folk hang i lygtepæle, monumenter og kravlede op i basilisker, siger Thomas Kær.
På trods af, at en ung mand blev dræbt og tre yderligere sårede af skud under mesterskabsfejringen, så følte Thomas Kær og hans bror Mathias aldrig, at der var fare på færde, hvor de opholdt sig.
- Vi var overhovedet ikke nervøse. Da vi stod så mange på busskuret tænkte vi da, at det er et mirakel, hvis det kan holde. Men vi følte os aldrig utrygge – det var kun glade og lykkelige mennesker, vi løb ind i, siger Thomas Kær.
For Mathias går turen hjem til Rom, hvor han bor og arbejder, mens Thomas har sat kursen mod Aalborg.
Hvornår turen går mod syditalien igen, ved de ikke, men én ting er sikkert: Næste gang kommer ikke til at måle sig med den fest, der fyldte, og over de næste dage vil fylde, byens gader.
- Napoli skal nok vinde et mesterskab igen, men det med at der er gået 33 år, det betyder bare, at der ikke bliver en fejring igen som den her, siger Thomas Kær.