Herrelandsholdets anfører Simon Kjær skifter permanent Sevilla ud med Milan.
Sevilla er enig med AC Milan om en handel, der sender landsholdsspilleren Simon Kjær permanent til Milan.
Det bekræfter den italienske klub på sin hjemmeside.
Den 31-årige forsvarsspiller har været udlejet til AC Milan siden januar. Han var forinden udlejet til ligakonkurrenterne fra Atalanta.
- Jeg er meget glad for, at de valgte mig, og jeg er glad for sejren. At spille for Milan har altid været en drøm, siger Simon Kjær til klubbens hjemmeside efter 3-1 sejren over Parma og Andreas Cornelius onsdag aften.
Siden genstarten af Serie A efter corona-pausen har både Kjær og Milan oplevet stor spillemæssig fremgang. Bare i løbet af de seneste otte dage har Milan slået både Juventus og Lazio og spillet uafgjort med Napoli. Kjær har spillet fuld tid i alle tre kampe.
'Han har fundet en klub, der passer ham godt'
Det permanente skifte for Kjær får også rosende ord med fra DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Karul.
- Det er først og fremmest virkelig godt nyt for Simon Kjær, men også for det danske landshold og EM-håbet til næste sommer. Han er en stor del af landsholdet, og man kunne godt have været bekymret efter hans tid i Sevilla, hvor han tydeligvis tabte niveau.
- Han har nået en alder, hvor han ikke bliver hurtigere eller markant bedre, og nu har han fundet en klub, der passer ham godt, som værdsætter ham og giver ham spilletid, så at have de ting på plads lover godt.
- Simon Kjær har fået nogle fantastiske oplevelser i sin karriere allerede, og han har helt klart ønsket Milan – også i forhold til sin relation til Italien, hvor han som spiller og menneske passer godt ind. Han blev skolet som forsvarsspiller i Palermo, og italienerne forstår at værdsætte de spillere, som først og fremmest løser deres defensive opgaver. Og sådan er Simon Kjær. Han skal ikke sætte spillet og lave de maskerede afleveringer, uddyber Kraul.
Simon Kjær startede sin seniorkarriere i FC Midtjylland i 2007. Han har siden været på udlandseventyr i klubber som blandt andre franske Lille, tyrkiske Fenerbahçe SK og italienske Palermo og Roma. Nu er næste stop AC Milan.