Hvem bliver årets fodboldspiller? Tre kandidater tilbage

Feltet er skåret ned til tre kandidater, der kan løbe med titlen som Årets Fodboldspiller 2015.

Simon Kjær, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel kan blive Årets Fodboldspiller 2015. (Foto: © SCANPIX, (c) Scanpix)

Hvert år kårer Spillerforeningen årets fodboldspiller i Danmark, og 2015 er ingen undtagelse. Medlemmerne af foreningen, det vil sige spillerne selv, nominerer og stemmer om den eftertragtede pris.

Nu feltet af mulige vindere blevet barberet ned til bare tre navne. Det drejer sig om Kasper Schmeichel (Leicester), Simon Kjær (Fenerbahce) og Christian Eriksen (Tottenham).

Dermed står det fast, at prisen i år tilfalder en udlandsprofessionel, dansk spiller. De seneste to år er prisen tilfaldet Christian Eriksen, mens de for de to øvrige kandidater vil være første gang, de vinder.

Prisen som Årets Fodboldspiller 2015 uddeles ved DR’s store sportsgalla, Sport 2015, den 9. januar i Jyske Bank Boxen i Herning.