Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic siger søndag, at han forlader den nyslåede franske mesterklub Paris Saint-Germain til sommer.
- Sådan som det ser ud nu, så er jeg ikke i PSG i næste sæson, siger Ibrahimovic til Bein Sports.
PSG-angriberen scorede fire af målene i søndagens ellevilde 9-0-sejr over bundholdet Troyes, som afgjorde, at mesterskabet igen havnede i pariserklubben.
Svenskerens kontrakt med PSG udløber i juli, og rygterne om et skifte til Manchester United og Premier League har verseret længe.
- Jeg har fortsat halvanden måned igen, hvor jeg spiller fodbold her. Hvad der sker i næste sæson er usikkert i øjeblikket, siger Ibrahimovic.
Kan overtales
Ibrahimovic garanterer dog, at han bliver i PSG, hvis Eiffeltårnet i Paris udskiftes ud med en statue af ham.
- Hvis de udskifter Eiffeltårnet med en statue af mig, så bliver jeg i PSG. Det lover jeg, joker Ibrahimovic.
Tidligere har PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi insisteret på, at Ibrahimovic ønsker at blive i klubben. Og han vil gøre alt for at holde på profilen.
- Zlatan er magisk. Vi skal snakke med ham og se, hvad han ønsker. Vi ønsker at beholde ham, fastslår præsidenten.
Ibrahimovic har scoret 27 mål i den bedste franske fodboldrække i denne sæson. PSG er fortsat med i Champions League efter at have slået Chelsea ud i ottendedelsfinalen. Holdet er også med i de to franske pokalturneringer.
Ibrahimovic har tidligere spillet for Malmö FF, Ajax Amsterdam, Juventus, Inter, FC Barcelona og AC Milan.
/ritzau/