Spansk fodbold raser over PSG's 'skandaløse' kontrakt med megastjernen Mbappé

PSG's forlængelse til 2025 med angriberen Kylian Mbappé har fået den spanske fodboldliga til at indgive en klage.

Smilene var brede, da PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi lørdag aften løftede sløret for, at Kylian Mbappé bliver hængende indtil 2025. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

Det mest eftertragtede fodboldnavn på planeten Jorden, Kylian Mbappé, fik i aftes folkemylderet i Paris til at bruse over af lykke - og skabte samtidig en noget slukøret, tæt på manisk stemning i spansk fodbold.

Den 23-årige kometangriber sagde nemlig "oui" og ikke "si" ved at forlænge sin aftale med Paris Saint-Germain og lukkede dermed endegyldigt al spekulation om et eventyr i Real Madrid trods længere tids flirten og kindkysseri.

Med pomp og pragt inden sæsonens sidste kamp fik Mbappé overrakt en trøje med nummeret 2025 af PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi, som med ét slog fast, at klubbens stenrige ejere, Qatar Sports Investments, stadigvæk mener det alvorligt.

'Paris er mit hjem'

- Jeg er meget glad for at kunne fortsætte med at spille i Frankrig, det land, hvor jeg er født, voksede op og blomstrede, sagde Kylian Mbappé i aftes på Parc de Princes i Paris. (Foto: © Icon Sport, Icon Sport)

Det franske mesterskab var de facto allerede parisernes og den efterfølgende 5-0 sejr over sagesløse Metz, selvfølgelig på et hattrick af Kylian Mbappé, føjede blot ekstra krydderi til en i forvejen stor aften, siger DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.

- Det er en kæmpestor fodboldnyhed, fordi der var så mange, som havde regnet med og måske også forventet, at han ville skifte til en af de største klubber i de helt store ligaer, siger Kraul.

Der var der dog ingen grund til det, fornemmede man på PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi.

- Mbappé tror på vores projekt. Han vil skrive PSG's store historie, sagde præsidenten, inden mikrofonen blev givet videre til angriberen.

- Jeg har altid sagt, at Paris er mit hjem, slog Kylian Mbappé fast.

For at nå dertil har PSG måttet punge ud med beløb, end ikke tidens mest velpolstrede konfirmander kan matche. En sign on fee i milliardklassen og en månedsløn på godt og vel 35 millioner kroner, forlyder det i flere medier, heriblandt spanske Marca.

De kunne da heller ikke dy sig i franske medier. Fristelsen blev simpelthen for stor på en aften, hvor Lyon også vandt kvindernes Champions League-finale over FC Barcelona.

Billede fra L'Equipes Twitter-profil.

- Frankrig - Spanien 2-0, lyder det kækt på forsiden af avisen L'Equipe her til morgen.

Stik, stik, stik.

Sure miner i Madrid

Præsident Javier Tebas og resten af La Liga er rasende på PSG efter forlængelsen med Kylian Mbappe. (Foto: © Pierre-Philippe Marcou, Ritzau Scanpix)

Da nyheden breakede, var utilfredsheden til at tage at føle på i Spanien.

Der gik hurtigt rundhyl i den, og La Liga valgte simpelthen at indgive en klage, fordi den spanske liga mener, at aftalen ødelægger europæisk fodbold.

- Det er skandaløst, at en klub som PSG, som i sidste sæson indrapporterede tab for mere end 220 millioner euro (1,6 milliarder kroner, red.), efter de har tabt mere end 700 millioner euro (5,2 milliarder kroner, red.) i de seneste sæsoner, kan lukke sådan en aftale, mens de klubber, der har råd til at hyre spilleren uden at ødelægge deres budget, er efterladte uden mulighed for at hente ham, skriver La Liga på sin hjemmeside.

Klagen er både sendt til Uefa, de franske myndigheder og EU.

- Det sker for at forsvare det økonomiske økosystem, lyder det. La Liga skriver desuden, at de også tidligere har klaget over PSG's omgang med finanserne.

Kylian Mbappe (th.) og PSG blev tidligere i år slået ud i Champions League-ottendedelsfinalen af netop Real Madrid. (Foto: © Juan Carlos Rojas, picture alliance / Juan Carlos Rojas)

Ifølge Sky Sports var Real Madrid i sommer villige til at betale 1,7 milliarder kroner for at købe Kylian Mbappé i PSG kombineret med en sign on fee på næsten en milliard kroner samt en årsløn på cirka 175 millioner kroner.

Franskmanden var udset til at udfylde det store tomrum, to andre verdensstjerner har efterladt bag sig, siger Andreas Kraul.

- La Liga har virkelig haft brug for et løft, efter Messi og Ronaldo forlod ligaen. Det var de to gigantiske skuespillere, der skulle sælge forestillingen på det store internationale marked. Dem, der trak folk til kasseapparatet. De satsede på, at Mbappé skulle trække det hele op igen, siger DR Sportens fodboldkommentator.

Mens det næsten ikke er til at sparke sig frem i spanske medier for voxpops med utilfredse miner i Madrids gader, har byens nuværende fodboldkonge, franske Karim Benzema, delt en kryptisk besked på sin Instagram-profil.

På sin story deler Benzema et billede af ikoniske Tupac Shakur med en ven, der forrådte den nu afdøde amerikanske rapper. Kloge eksperter og andre med direkte kontakt til den åndelige verden har analyseret sig frem til, at den besked er direkte til Kylian Mbappé.

Stenrige ejere smider ikke håndklædet i ringen

Lørdagens franske mesterskab var det tiende i PSG's historie - og det ottende af slagsen siden de qatarske ejere kom til. (Foto: © Glenn Gervot, Represented by ZUMA Press)

Da Qatar Sports Investments i 2011 gjorde sit indtog i ejerkredsen i Paris Saint-Germain, var det med ét for øje: at vinde Champions League.

Hidtil er missionen mislykkedes gang på gang, senest med et nederlag over to kampe i ottendedelsfinalerne mod Real Madrid. Derfor var spørgsmålet også, om tålmodigheden efterhånden var brugt op, siger Andreas Kraul.

Svaret fik vi for rullende kameraer på Parc des Princes i aftes.

- Ejerne sender et signal om, at de ikke har givet op. Besættelsen om at vinde Champions League og udfordre de etablerede storklubber lever videre, siger Kraul.

Var armlægningen om Neymar eller en anden af PSG's profiler, havde historien formentlig været en anden, vurderer Kraul. Men det var altså Mbappé, Frankrigs vidunderbarn, Real Madrid forsøgte at kapre.

- Derfor er de formentlig gået det ekstra skridt for at beholde ham. Havde PSG givet op, ville signalet nemlig have været i den komplet modsatte retning. Så havde det lignet den endelige overgivelse, siger Kraul.