'Messi, din skiderik': Franske fans raser over PSG's dyre megastjerner

Fodboldspillerne Lionel Messi og Neymar burde forlade PSG omgående, hvis det stod til tilhængere af den franske topklub.

Videoerne er mange, men budskabet er det samme.

Fodboldstjernerne Lionel Messi og Neymar kan tage deres gode tøj og forlade Paris og klubben PSG med det samme.

Det er i hvert fald holdningen fra større grupper af PSG-tilhængere, som med bannere og romerlys onsdag troppede op foran klubbens hovedkvarter i Boulogne-Billancourt og Neymars hjem for at lufte deres utilfredshed over spillerne og driften af klubben.

- Messi, din skiderik, Messi, din skiderik, råber PSG-tilhængerne på både fransk og spansk foran hovedkvarteret i Paris.

Balladen sker på baggrund dårlige resultater samt historier om den 35-årige Lionel Messi, der er blevet suspenderet i to uger for at droppe en træning og i stedet rejse til Saudi-Arabien dagen efter et nederlag til Lorient i søndags.

- PSG, hvem er du? Hvor er du på vej hen? Kan du høre mig?, stod der ifølge Le Parisien skrevet på et banner, som de fremmødte fans havde taget med sig. (Foto: © Mohammed Badra, Ritzau Scanpix)
- PSG, hvem er du? Hvor er du på vej hen? Kan du høre mig?, stod der ifølge Le Parisien skrevet på et banner, som de fremmødte fans havde taget med sig. (Foto: © Mohammed Badra, Ritzau Scanpix)

På andre videoer får PSG-spillerne Neymar og Marco Verratti også en verbal tur af klubbens fans, mens klubejer Nasser Al-Khelaifi ligeledes bliver bedt om at pakke sammen.

I en pressemeddelelse fordømmer PSG demonstrationerne.

- Uanset eventuelle forskellige holdninger er der intet, som kan retfærdiggøre sådanne handlinger. Klubben støtter sine spillere, sin ledelse og alle dem, der er berørt af denne skammelige opførsel fuldt ud, skriver PSG.

DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh kalder situationen for kaotisk.

- Bægeret flyder over nu. Det er rigtig vildt, at de stimler sådan sammen. PSG har nogle dedikerede tilhængere, som også er meget krævende, men det er noget af en markering, siger han.

Francis Dickoh er overbevist om, at megastjernen Messi er fortid i PSG.

Lionel Messi blev hyldet i Paris, da han skiftede til PSG i august 2021. Knap to år senere er stemningen en anden. (Foto: © YVES HERMAN, Ritzau Scanpix)
Lionel Messi blev hyldet i Paris, da han skiftede til PSG i august 2021. Knap to år senere er stemningen en anden. (Foto: © YVES HERMAN, Ritzau Scanpix)

'Kaotiske tilstande'

For snart to år siden troppede PSG-tilhængerne ligeledes talrigt op med bannere og romerlys, mens de sang slagsange.

Da var det dog for at hylde Lionel Messi, som forlod FC Barcelona og skiftede til den stenrige franske klub.

Missionen om at vinde Champions League er dog ikke lykkedes, og Lionel Messi skulle angiveligt have nægtet at underskrive en ny kontrakt, hvorfor han i så fald vil være færdig i PSG til sommer.

Hovedstadsklubben fører fortsat den hjemlige liga, Ligue 1, med fem point ned til Marseille, men stod det til tilhængerne, kunne Lionel Messi smutte omgående uden problemer.

- Utilfredsheden strækker sig langt tilbage. Efter VM-triumfen i vinter er Lionel Messis præstationer falder ret markant målt efter hans egen standard, siger Francis Dickoh.

- I bund og grund er de tossede over, at man har en verdenmester, som brændte banen af til VM i Qatar, men efter årsskiftet har oplevet en formnedgang.

Hør, hvad PSG-fanen Maan Halawi mener om Lionel Messi i videoen herunder:

Francis Dickoh vurderer, at PSG-fansene højst sandsynligt får det som ønsket.

Lionel Messi rygtes til klubber som FC Barcelona og Inter Miami i den amerikanske MLS, ligesom der angiveligt også skulle vente et lukrativ tilbud fra en saudiarabisk klub.

- De her buh-råb hjælper ikke på noget, og han føler helt sikkert, at han har ydet sit bedste for PSG. Jeg tør ikke gætte på hans næste destination, men han er ikke tæt på pensionen, siger Francis Dickoh.

Lionel Messi er dog heller ikke tæt på at spille PSG's næste kamp på søndag mod Troyes, hvis historierne om hans suspendering er sande. Ikke at det gør PSG-fans som Maan Halawi triste.

- Jeg bliver ikke ked af det (hvis Messi forlader PSG, red.), for han spiller ikke godt. Han går bare rundt på banen og spiller ikke. Jeg elsker ham, men mod Lorient bevægende han sig ikke, siger Maan Halawi.