Indskiftet dansk angriber sikrer Bordeaux hjemmesejr

Andreas Cornelius kom ind og sikrede Bordeaux tre point med et mål mod Dijon.

Andreas Cornelius ( i midten) scorede målet, da Bordeaux i Ligue 1 slog Dijon 1-0 på hjemmebane søndag aften. (Foto: © Nicolas Tucat, Scanpix)

Det var et af de nemmere mål, men Andreas Cornelius var på det rette sted på det rette tidspunkt, da han søndag sikrede Bordeaux en 1-0-sejr.

Cornelius blev sendt på banen i opgøret mellem Bordeaux og Dijon med lidt under en halv time tilbage, og i det 77. minut slog den danske angriber til.

Kampens store spiller var 21-årige Samuel Kalu hos Bordeaux.

Nigerianeren strøg forbi sin oppasser i venstre side og spillede bolden videre til Cornelius, som blot skulle sende den over stregen.

Det skete, og dermed nåede den danske landsholdsangriber op på tre ligamål i denne sæson i Ligue 1.

Andreas Cornelius scorede senest i ligaen mod Paris Saint-Germain i begyndelsen af december i fjor, og i november nettede danskeren også mod Lyon.

Han spillede hele opgøret senest mod Angers, men ellers har han siden skiftet fra Atalanta mest været indhopper.

Man skal helt tilbage til slutningen af september for at finde en ligakamp, hvor Andreas Cornelius fik fuld spilletid for det franske hold siden Angers-kampen.

Lukas Lerager var på bænken i hele opgøret, og derfra kunne han se Dijon blive reduceret til ti mand efter en halv time, da Romain Amalfitano fik direkte rødt kort.

Med sejren har Bordeaux 28 point midt i rækken, mens Dijon ligger tredjesidst i ligaen.

Efter fem ligakampe i træk uden sejr lykkedes det tidligere søndag Marseille at vinde, da Caen ude blev slået 1-0.

/ritzau/