FC København skiller sig efter denne sæson af med Ludwig Augustinsson.
Den svenske venstreback tiltræder til den tid i tyske Werder Bremen, meddeler de danske fodboldmestre.
- Handlen her viser igen, at vi er i stand til at skabe spillere, der er interessante for de største ligaer i Europa.
- Ludwig er et godt eksempel på, at de største skandinaviske talenter får et solidt fundament i FC København og får muligheden for at vise sig frem internationalt også, inden de tager næste skridt i karrieren.
- Når man gør det så flot, som Ludwig har gjort, så giver det også stor interesse, og vi mener, at vi har lavet en god transfer her, siger administrerende direktør i FC København, Anders Hørsholt, til klubbens hjemmeside.
Erstatningen allerede i truppen
Ludwig Augustinsson kom til FCK for to år siden, og det har længe været planen, at han skulle sælges efter denne sæson.
FCK hentede allerede sidste år den tidligere danske landsholdsspiller Nicolai Boilesen som erstatning.
Han har dog ikke fået spilletid i en officiel kamp endnu.
/ritzau/