Benzema får rettens tilladelse: Må nærme sig landsholdskollega

Retten i Paris har ophævet restriktioner mod Karim Benzema i sag om afpresning. Derfor er han i spil til EM.

Mathieu Valbuena og Karim Benzema kan snart igen stå side om side på landsholdet. (Foto: © Franck FIfe, Scanpix)

Real Madrid-angriberen Karim Benzema er atter i spil til en plads i den franske EM-trup til sommerens fodboldslutrunde på hjemmebane.

Det sker, efter at en appeldomstol i Paris har ophævet dele af restriktionerne mod Benzema i forbindelse med undersøgelsen omkring hans rolle i en sag om afpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena fra Lyon.

Det oplyser Benzemas advokater ifølge AFP.

En af restriktionerne, som er blevet ophævet, er forbuddet mod, at Benzema må opholde sig i nærheden af Valbuena, og det åbner op for, at begge profiler kan udtages til landsholdet igen.

Afpresning med sexoptagelse

I begyndelsen af oktober kom det frem, at Benzema muligvis agerede mellemmand for en ven, der forsøgte at afpresse Valbuena.

Real Madrid-spillerens ven lå inde med en sexoptagelse af Valbuena og dennes hustru. For at holde optagelsen skjult krævede han en sum penge af Lyon-spilleren.

Benzemas rolle i sagen bliver fortsat undersøgt af en fransk anklager, men Det Franske Fodboldforbund, FFF, og landstræner Didier Deschamps kan igen udtage Benzema og Valbuena, hvis man ønsker dem tilbage på holdet.

Deschamps har valgt at se bort fra Valbuena i sine seneste landsholdsudtagelser, mens sagen har stået på.

/ritzau/