Det er en lun lørdag i april 2012. Det er dagen, hvor Jens Gjesing og Hobro IK møder hvepsene fra Brønshøj på Tingbjerg Ground.
Midterforsvareren er blevet lejet ud til Hobro for et halvt år af sin hjerteklub AGF. Efter en korsbåndskade har sat ham ud af spil for anden gang med over et års pause, er han først langsomt ved at komme ovenpå igen.
Fløjten sætter spillet i gang, og første halvleg skrider udramatisk fremad. Indtil Jens Gjesing pludselig ligger i græsset. Han er forvirret over, hvordan han er endt der, men en anden ting er han næsten sikker på. Han kender følelsen, for han har ligget der før. To gange for at være præcis.
Det korsbånd, der gav efter et år tidligere, har nu givet op, før Jens Gjesing overhovedet får lov til at starte. Han kigger på sit knæ og kan se den livsvej, han har brugt hele sit liv på at opbygge, smuldre under ham.
- Det var en mavepuster. Jeg vidste godt, at det ville være slut, hvis jeg fik den tredje korsbåndsskade. Alligevel håbede jeg på, at lægen ville sige, det nok skulle blive godt igen. Så det var svært at acceptere.
Da lægen bekræfter Jens Gjesings frygt, føles det surrealistisk. Det er slut. Han skal aldrig spille professionel fodbold igen. Han er 26 år og fodboldinvalid.
Fra fodboldstjerne til lagermedarbejder
På Århus Havn møder vi Jens Gjesing, der er fuldt optaget af en telefonsamtale. Han kigger rundt. Det er nu seks år siden, han fik nyheden om sin ødelagte fodboldkarriere. Tre måneder efter begynder han på et tøjlager på havnen. Her kører han rundt i store vogne på lageret med en liste og fylder det rigtige tøj i vognen. Sådan gentager det sig, fra han kommer, til han går i de to måneder, han er ansat.
Han har ingen uddannelse, for han har villet fokusere 100 procent på at komme langt i fodbolden. Den første måned efter karrieren bringer den sidste fodboldløn med sig, og forsikringspengene for skaden ser han aldrig. Der er derfor ingen penge til uddannelse, da Jens Gjesing også har en lille ny familie at forsørge.
- Jeg valgte den nemme løsning for at få penge ind. Det var voldsomt at gå fra at udleve din drøm som fodboldspiller til at stå tidligt op og fylde store vogne op med tøj til en lav løn. Udover at det var hårdt at mærke, at fodboldspilleren Jens Gjesing blev glemt fra den ene dag til den anden, var det også en stor økonomisk udfordring. Her mødte jeg samtidig nogle helt andre mennesker med andre historier end min egen og dem, jeg var vant til at være sammen med. Nogle anede ikke en skid om fodbold, så jeg skulle også omstille mig mentalt.
Nu står han på havnen igen. I gummisko og med hænderne i lommerne på sin sorte forårsfrakke går Jens Gjesing planken ud til enden af havnen, hvor vinden rigtig tager fat i anklerne og bider i kinderne. Først dér husker han, hvilken bygning han ankom til med tunge skridt for seks år siden. Uforberedt på den nye rejse han skulle på, hvor han ikke kunne kalde sig selv fodboldspiller mere.
- Jeg stod i nul. Vi skulle flytte til noget billigere, og jeg mærkede tydeligt klasseforskellen mellem at være fodboldspiller og lagermedarbejder. Jeg følte, at jeg var endnu længere bagud, fordi mine venner samtidig havde taget et skridt frem, imens jeg tog to tilbage. Det var ret markant. Og svært.
Tankerne om, hvad han kunne være blevet til, begyndte samtidig at rumstere.
- Hvad jeg kunne have gjort anderledes og uvisheden i forhold til, om jeg nogensinde ville få noget økonomisk støtte, holdt mig fra at komme videre. Det er træls at være imellem det hele uden at vide, hvilket ben jeg skulle stå på. Det er stadig grunden til, at jeg ikke kan komme i mål og få den afslutning, jeg har brug for.
Jagten på den nye identitet
Efter de to måneder på lageret skal der ske noget nyt, og Jens Gjesing starter som pædagogvikar på en specialskole. Der går et år, før han føler sig klar til at læse marketingsøkonom. Men da han starter på studiet, lander han samtidig i en identitetskrise.
- Jeg var ikke den samme mere, jeg var glemt og skulle ud og genfinde mig selv. Fodbolden havde defineret mig hele mit liv, men det kunne jeg ikke læne mig op ad mere. Det var slut, og jeg var usikker på, hvem jeg skulle være, og hvor jeg skulle ende. Sådan har jeg det stadig. Dengang prøvede jeg bare at skubbe det væk og havde ikke lyst til at snakke med nogen om det. En gang imellem kunne jeg komme med nogle udbrud til mine nærmeste, men jeg ville ikke erkende, hvor ondt det egentlig gjorde.
Da han mærker, at han igennem uddannelsen som sælger langsomt kan begynde at bygge en ny vej. Men han ved, at han aldrig vil opnå den følelse, han fik som fodboldspiller.
- Jeg mangler den målbarhed, der er i fodbolden. Nu skal jeg selv finde målet, og det kan jeg ikke. I fodbolden var der hele tiden noget at jagte og en opmærksomhed fra andre, og det mangler jeg nu.
Det er blevet for koldt til at snakke, så Jens Gjesing glider hurtigt ind i sin mørke stationcar med to børnesæder bagi. Han skal nu tilbage, hvor det hele startede.
En ny start i gamle omgivelser
Aarhus stadion rejser sig forude. Med lette gummisko træder den tidligere AGF-profil ud af bilen og ind på stadion. Fra porten til det indrammede græs bliver det tynde fodtøj kun lettere.
- Der er bare en speciel stemning her, også selvom der ikke er tilskuere. At være her lige nu i stilhedens stund er med et smil på læben, hvilket er mærkeligt, når det ikke endte, som jeg ønskede. Men jeg kan ikke lade være. Det var en god tid. Det er barndoms- og ungdomsminder. Det er mig som barn, som bolddreng og mine ungdomsår i klubben, der ringer i min bevidsthed.
Jens Gjesing bliver revet ud af minderne igen, for han skal videre. Tilbage til det liv, han lever nu. Til rækkehuset i Århusforstaden Lystrup, hvor han bor med sin kæreste, Line, og deres to børn. Han er færdig med at læse til markedsføringsøkonom til sommer.
- Jeg nærmer mig den, jeg gerne vil være, men der er stadig et stykke vej endnu. Det er specielt at være den tidligere fodboldspillergut, fordi der er nogle, der forventer, at jeg kan noget ekstra, og pludselig bliver jeg kaldt gammelfar af de yngre studerende. Jeg er understimuleret rent arbejds- og uddannelsesmæssigt og jagter stadig et job, jeg har passion for og får en glæde ved at lykkes med og en frustration ved at fejle.
Selvom det nye liv virker langt væk fra den fodboldverden, han kommer fra, bliver minderne og drømmene vækket fire gange om ugen. Jens Gjesing er måske glemt i offentligheden, men i fodboldverdenen har de husket ham og hans talent. Et talent, der fik telefonen til at ringe en dag i efteråret 2016.
En kammerat spurgte, om Jens Gjesing havde lyst til at blive træner for Danmarksserieholdet i Aarhus Fremad. Han blev grebet af det nye job og besluttede sig for sit næste mål.
- Jeg startede som træner med tanken om, at jeg selv havde haft en del af dem, og at det var noget, jeg kunne gøre bedre. Det har jeg en tro på. Nu er der en rotation på trænersædet på Fredensvang (AGF's træningsanlæg, red.), og den trænerposition er helt sikkert en drøm - selvfølgelig et stykke ude i fremtiden. Men hvorfor skulle det ikke blive mig, hvis jeg dygtiggør mig fortsat?
Den vigtigste rolle
Parkeringspladsen ved familiens hjem er opdelt af nøgne buske i grå murstensbyggede bede. Udover de stivfrosne grene står pladsen næsten tom. Stationcaren står allerede uden chauffør foran en gul murstensvæg, som ligner alle de andre, der går i et med hinanden i kvarteret. Indenfor venter Line, Elli på tre år og Karlo på et år.
- Jeg har accepteret, at jeg er nødt til at dæmpe mine forventninger, fordi jeg aldrig vil finde noget, der giver det samme sus som at være eliteudøver, men jeg fornemmer den en smule igennem mit trænerjob.
Jens Gjesing har fundet nogle af sine studiebøger frem og har lagt dem ud på køkkenbordet for at starte på dagens lektier. Det varer ikke mange sekunder, før læsningen bliver forstyrret af to nysgerrige børn, der vil være med. En meget normal situation i familiehjemmet i Lystrup.
I en hverdag, der engang kun omhandlede Jens Gjesing selv, er der nu vigtige ting på dagsordenen, og den tidligere fodboldspiller har mange roller. Men der er én, der kommer før alle de andre.
- Nu er jeg familiefar før alt andet. Der sker noget, når man får børn. Nogle ting bliver vigtigere, og andre ting bliver mindre vigtige. At blive far gav mig en ro og var også et skub i retningen af at finde min identitet. At have nogen at komme hjem til sætter tingene i perspektiv. De har hjulpet mig med at få bygget min nye vej.