Når FIFAs 209 medlemslande på fredag skal finde ny præsident, skal de også beslutte, hvilke reformer, der skal til for at vende skuden i det kriseramte fodboldforbund. En lang række forslag er kommet fra Fifas reformkomite, og det er dem, landene skal drøfte på kongressen.
Fifas top opfordrer kraftigt sine medlemmer om at sige ja til reformerne, der især handler om magtfordelingen mellem Fifas politiske og administrative dele og om, hvordan Fifas økonomi skal styres.
Verdens øjne hviler på os
- Vi bønfalder hver medlemsland om at støtte reformerne og at sørge for, at de også bliver indført i de enkelte lande, lyder det fra Fifas fungerende præsident, Issa Hayatou efter et møde i Fifas eksekutivkomite i dag. Han gør samtidig opmærksom på, at Fifas lande har et stort ansvar i at bringe verdensfodbolden videre:
- I denne uge hviler verdens øjne på os, lyder det fra den fungerende Fifa-præsident.
Eksekutivkomiteen bliver i øvrigt nedlagt og erstattet af et såkaldt styrende råd, hvis reformerne bliver vedtaget.