Tidligt onsdag morgen har schweizisk politi stormet et femstjernet hotel i Zürich, hvor fremtrædende ledere i det internationale fodboldforbund (Fifa) i øjeblikket er samlet før præsidentvalget.
Ifølge New York Times er adskillige Fifa-ledere blevet arresteret.
Ifølge den amerikanske avis har de amerikanske myndigheder begæret anholdelserne, idet Fifa-medlemmerne er under mistanke for korruption.
Formålet skulle være at få medlemmerne udleveret til USA.
Fifa-konklusion: Intet er korrupt
Fifa har igennem årtier været beskyldt for at være et korrupt foretagende.
Senest har der været beskyldninger om urent trav, da Rusland og Qatar i december 2010 blev tildelt VM-værtskaberne i henholdsvis 2018 og 2022.
Fifa fik bestilt en rapport, som blev udarbejdet under ledelse af amerikaneren Michael Garcia.
Fifa konkluderede selv efterfølgende, at der ikke havde været tegn på korruption i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaberne.
Blatter genvælges
Det var Michael Garcia meget uenig i, og han valgte derfor at fratræde som uafhængig leder af undersøgelseskommissionen i Fifas etiske komité.
Fifa ventes på fredag at genvælge Sepp Blatter som præsident.
Den omstridte schweizer har siddet på posten siden 1998.
/ritzau/